BSV dukkede lillebror
Trods fight tabte Odder 25-32
Det virkede som David mod Goliat, da oprykkerne fra Odder Håndbold fredag aften var på besøg hos Bjerringbro-Silkeborg i Jysk Arena i Silkeborg.
Nogen havde tilsyneladende glemt at fortælle Odder, at det var et storhold, de mødte i aftenens kamp. Oprykkerne spillede friskt til og kom overraskende foran med to mål midt i første halvleg. Det vækkede dog værterne, der førte 15-10 ved pausen.
I pausen havde cheftræner Morten Secher muligvis givet sine Odder-drenge en god opsang, for oprykkerne var lige ved at få kontakt. Efter 10 minutter af anden halvleg var de blot nede med et enkelt mål, 19-20.
Men som i første halvleg satte værterne turbo på og vandt 32-25. Med sejren ligger Bjerringbro-Silkeborg nummer seks i Herre Håndbold Ligaen, mens Odder Håndbold ligger nummer 11.