Alexander var ensom - i dag satte han fokus på stort problem

Mange føler sig ensomme, og det har en gruppe efterskoleelever også oplevet. Derfor gik de fra Silkeborg til Aarhus for at sætte fokus på problemet.

Han var meget alene og havde kun én ven. Sådan husker Alexander Sebastian Madsen meget af tiden i folkeskolen.

- Jeg var meget ensom på min gamle skole. Jeg blev mobbet og følte mig udenfor, fortæller han.

For selvom ensomhed kan ramme alle, så er de, der i forvejen har det svært, ofte i højere risiko. Heldigvis har Alexander Sebastian Madsen fundet et fællesskab med de andre elever på Gødvad Specialefterskole.

quote Der er mange mennesker, der får dårlige tanker, bliver triste og deprimerede

Alexander Sebastian Madsen, efterskoleelev

Og sammen med dem marcherede han onsdag de 42 kilometer fra Silkeborg til Aarhus i kampen mod ensomhed. Det er Patrick Cakirli, der står bag initiativet, og han har de seneste år gået landet tyndt for netop den sag.

For ham begyndte det tilbage i 2016 med et råb om hjælp.

Fremmede troppede op

Dengang var Patrick Cakirli 26 år gammel, og han følte sig meget alene. Det fik ham til at skrive en besked på det sociale medie Jodel.

- Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg sidder på trapperne foran rådhuset fra klokken 14 til 20. Jeg har sorte bukser og en Northface-taske på, skrev han.

Efterskoleeleverne marcherede mod ensomhed. Alexander står nummer to fra højre.
Efterskoleeleverne marcherede mod ensomhed. Alexander står nummer to fra højre.

Det fik en masse unge mennesker til at troppe op - fremmede, som ville støtte Patrick. Det blev startskuddet til det, der i dag er organisationen March mod Ensomhed.

Her går Patrick Cakirli hvert år 2000 kilometer fra Nexø på Bornholm til Esbjerg i Jylland. Konceptet går ud på, at han kun må gå, hvis han har følgeskab.

Onsdag sørgede Alexander Sebastian Madsen og de andre efterskoleelever således for, at initiativtageren bag ensomhedsmarchen ikke gik i stå.

For mange bliver triste og deprimerede

De var i alt 42 elever, der begyndte turen klokken 8 onsdag morgen. Heraf havde 25 besluttet sig for at gå hele vejen til Aarhus.

 - Jeg tror, det er godt, der bliver sat fokus på det, for der er mange mennesker, der får dårlige tanker, bliver triste og deprimerede og lukker sig selv inde ved ikke at have nogen venner, siger Alexander Sebastian Madsen.

Faktisk anslog man sidste år, at 380.000 danskere over 16 år var ensomme. Og det giver Alexander Sebastian Madsen en god følelse, at han nu kan være med til at sætte fokus på det.

- Jeg synes, Patrick er sej med det, han har opnået. Han har inspireret os andre, siger efterskoleeleven.