Selvkritiske Robert Skov: Et privilegium at have pres på sig
Silkeborg IF's helt store profil trives under de forventninger, der er til ham, men han vil stråle oftere og blive mere kampafgørende
Godt nok tabte Silkeborg med 1-3 til Brøndby i den forgangne runde, men de rødklædte østjyder havde masser af ære af kampen, som de især dominerede i de første 45 minutter.
Især kantspilleren Robert Skov fik store roser for endnu en gang at vise prøver på det talent, der gør, at både medier og fans har store forventninger til ham.
- Jamen jeg synes, det er et privilegium at have et pres på sig, for så kan jeg som spiller vise noget og levere noget. Jeg har et niveau der gør, at folk har forventninger til det, jeg leverer. Og det tager jeg som et kompliment og som et privilegie, at det er noget, jeg skal leve op til, fortæller U21-landsholdsspilleren.
For langt imellem snapsene
I tirsdagens udgave af Fodbold med Horup blev Robert Skov debatteret i panelet, hvor Skovs holdkammerat Simon Jakobsen var gæst sammen med Bo Henriksen. Og Simon Jakobsen fortalte, at han faktisk ikke har været synderligt imponeret af Skovs præstationer i denne sæson.
- Jeg synes ikke, han har sprudlet helt vildt i hele det her efterår. Jeg synes egentlig, der har været for mange kampe, hvor han har været for usynlig. Men det er jo også fordi, jeg ser ham til daglig og ved, hvilket fuldstændigt suverænt niveau, han har, lød det i programmet fra silkeborgensernes viceanfører.
Den betragtning er Robert Skov enig i.
- Det er ikke nogen tvivl om, at der har været lidt for langt mellem snapsene. Det har ikke alt sammen siddet lige i skabet i det her efterår. Der har været kampe, hvor jeg ikke har spillet op til de forventninger, jeg har til mig selv.
Den 21-årige kanttekniker er indtil videre blevet noteret for tre asissts og tre mål. Og det er slet ikke nok, hvis man spørger ham selv.
- Det handler altid om at blive bedre og mere afgørende som offensiv spiller, og bidrage med flere mål og assists. Det tal, jeg er oppe på, er jeg ikke tilfreds med.
Kan godt være en sortseer
- Jeg har nok selv størst forveninger til mit eget niveau. Så hvis nogen synes, jeg ikke har spillet godt, så synes jeg nok selv, at jeg overhovedet ikke har spillet godt.
Og Robert Skov er meget selvkritisk, når han skal vurdere sig selv.
- Ja, det er jeg. Der er måske nogle, der kan mene, at jeg er lidt sort nogle gange. At jeg kan tage det lidt for tungt eller være lidt for hård ved mig selv. Det kan sikkert være rigtigt, at jeg er nogle gange, men jeg tror også på, at det gør mig til en bedre spiller og udvikler mig, at jeg stiller krav til mig selv.
Mange fans af Robert Skov går selvfølgelig i spænding og venter på, om han mon bliver i Silkeborg i foråret, eller om han allerede bliver skudt afsted til udlandet, når vinterens transfervindue åbner.
Han bruger dog selv ikke meget tid på at bekymre sig om, hvorvidt der er interesse for ham.
- Det ved jeg ikke. Jeg spiller fodbold, og det er det, jeg koncentrerer mig om, lyder det kortfattet fra Robert Skov.
Han har dog slet ikke fortrudt, at han for et år siden forlængede sin kontrakt med Silkeborg IF.
- Der var mange der mente, da jeg forlængede min kontrakt, at jeg skulle have taget videre. Men med de ting jeg har udviklet mig på og blevet bedre til her i klubben, har vist at det var det rigtige valg at blive og blive en bedre fodboldspiller.
I interviewet øvest i artiklen fortæller Robert Skov meget mere om blandt andet selvtræning, selvkritik og hvad han skal gøre, når modstanderne lukker ham ned.