Hollandsk sejlbåd fundet
Forsvundet hollandsk sejlbåd er blevet fundet i Stavns Fjord ved Samsø.
En bekymret hollandsk sejler kan ånde lettet op, efter at politiet og Søværnets Operative Kommando mandag formiddag fandt hans forsvundne sejlbåd til 750.000 kroner.
Både politiet og SOK modtog talrige henvendelser fra fartøjer, der mente at have set båden, og mandag morgen klokken 9.13 var der bid. Et fartøj havde spottet en båd i Stavns Fjord ved Samsø, og op ad formiddagen kunne politiet bekræfte, at det var den forsvundne hollænder.
Der var ingen personer om bord på den kostbare båd, som efterfølgende blev bjærget til Langør Havn på Samsø.
Mens den hollandske sejler søndag formiddag var i land på Samsø et par timer, formåede ukendte tyveknægte tilsyneladende at stjæle mandens fartøj, 'Gairfleugen'. Manden sejlede med en lille gummibåd ind til havnen, og da han ville videre, var både gummibåd og sejlskib væk.
Marinehjemmeværnet sendte to kuttere rundt om Samsø uden at finde spor af sejlbåden, og politiet valgte at orientere havnefogeder og færgelinjer, og over Lyngby Radio blev alle sejlere i de danske farvande også bedt om at holde udkig efter den hvide sejlbåd med blå overbygning.