Værnemidler fra Kina lader vente på sig: Region ved ikke, hvad de skal gøre

For at undgå mangel på værnemidler venter regionerne lige nu på, at et fly med masker fra Kina lander i Danmark. Indtil da får de hjælp fra flere sider.

Regionerne afventer lige nu en levering på masker fra Kina. Foto: AUH

Hospitalerne i Østjylland storforbruger i øjeblikket masker, handsker og håndsprit i forbindelse med covid-19-situationen.

Samtidig hviler der et konstant pres på Region Midtjylland for at skaffe værnemidler nok. 

Ifølge direktøren i Region Midtjylland har de indtil videre tilstrækkeligt med midler, men kun en uge frem.

Læs også Sårbare skal vaccineres mod lungebetændelse og holdes ude af sygehusene

- Håndsprit og handsker har vi meget af, men vi har ikke mange masker af den type, vi skal bruge. Vi har kun til en uge, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor venter samtlige regioner lige nu på flere 100.000 masker fra Kina. En række ordrer, der ifølge Ole Thomsen er bekræftet, og hvoraf mange også betalt – men som endnu ikke er sendt afsted mod Danmark.

- Der er ordret flere 100.000 masker til hele landet. Men det er ikke sikkert, hvornår de kommer. Det ikke er betryggende, før flyet er lettet fra Kina. Hvis maskerne fra Kina ikke snart bliver sendt afsted, så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg gør, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Hos Museum Østjylland bruger de normalt beskyttelsesudstyr i arbejdet med gamle genstande. Dette udstyr kommer nu sundhedspersonalet til gavn. Foto: Randers Stadsarkiv / Museum Østjylland

Får hjælp fra flere sider

I mellemtiden får sygehusene hjælp fra talrige sider af folk, der afleverer værnemidler. Her har blandt andet frisører og tatovører meldt sig ind i kampen ved at aflevere beskyttelsesudstyr på de afleveringssteder, regionen har oprettet. 

Også hos Museum Østjylland har de doneret værnemidler til hospitalerne.

Det er dejligt at kunne hjælpe

Carsten Korthauer, Museum Østjylland

- Vi bruger noget af det samme beskyttelsesudstyr, som hospitalerne skal bruge nu, for at personalet kan beskytte sig. Vi er normalt iført masker, handsker og dragter for at holde giftige støvpartikler og skimmelspor ude i vores arbejde med gamle kulturgenstande, siger Carsten Korthauer, der er konservator hos Museum Østjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller samtidig, at Museum Østjylland har omkring 70 åndedrætsmasker og 60 dragter, hvoraf de allerede har afleveret en del til Region Midtjylland.

- Det er dejligt at kunne hjælpe. Vi kan jo ikke bruge dem selv lige nu, for vi er ikke på arbejde i værkstederne.

Hos Musueum Østjylland har Konserveringsværkstedet fundet pakker med engangshandsker, støvmasker, åndedrætsværn og overtræksdragter frem. Foto: Museum Østjylland