Coronasmitte hos Midttrafik: Lukker kundecentre midlertidigt
Midttrafik lukker midlertidigt sine kundecentre og stopper dermed det betjente salg, fordi en medarbejder er blevet smittet med coronavirus.
Midttrafik Kundecenter er ramt af coronavirus-smitte blandt personalet.
Det skriver organisationen onsdag aften i en pressemeddelelse, hvor de også oplyser, at man lukker ned for det betjente salg fra og med torsdag den 30. juli og først åbner igen mandag den 3. august.
- Midttrafik beder kunderne om at udvise tålmodighed, da der er tale om et nødberedskab, skriver Midttrafik.
Har ikke været til smittefare for kunderne
Medarbejderen, der nu er konstateret smittet med COVID-19, har ifølge Midttrafik ikke opholdt sig i det betjente salg og har derfor ikke været til smittefare for kunder og chauffører.
Læs også
Alle medarbejdere i kundecentrene vil blive testet, så en eventuel smitte kan inddæmmes, inden Midttrafik Kundecenter igen åbner det betjente salg mandag den 3. august.
Tidligere i dag kom det frem, at en medarbejder på plejehjemmet Lokalcenter Bøgeskovhus i Aarhus også var smittet, hvorfor man lukkede ned og sendte beboere i hjemmekarantæne. Læs mere her.