Vilde billeder: Bus ædt op af flammer
En regionalbus er tirsdag eftermiddag gået op i flammer.
Motortrafikvejen ved Assentoft øst for Randers var tirsdag eftermiddag scene for en voldsom brand.
En hel bus brændte nemlig op, viser billeder fra stedet.
Beredskab & Sikkerhed blev kaldt ud til branden, da der ifølge anmeldelsen opstod en brand under bussen. Det er brandfolkenes formodning, at den er opstået i bussens motor eller andre mekaniske dele.
Heldigvis var bussen ifølge operationschef Anders Brix Christensen tom, da branden opstod, og chaufføren var hurtigt kommet ud, inden flammerne for alvor tog fat.
Bussen er nu et udbrændt skrog, og der er også sket skader på vejbelægningen.
TV2 Østjylland er i kontakt med Midttrafik for at finde ud af, hvad der er sket. Trafikselskabet kan dog umiddelbart ikke få klarlagt, hvem af deres underleverandører der har kørt bussen.
I Assentofts lokale Facebook-gruppe fortæller lokale, at branden kunne lugtes i byen, og at det skabte meget trafik gennem byen, da slukningen var i gang.
Ved du noget?
Var du tæt på, da branden raserede bussen, eller har du video eller billeder af branden? Så kontakt TV2 Østjylland her