Vestas-fyrede får støtte fra EU
29 millioner kr. skal hjælpe 325 tidligere ansatte
Der er nu en økonomisk håndsrækning på vej til 325 af de vindmølleansatte, som har mistet jobbet i forbindelse med fyringer på de midtjyske vindmøllefabrikker i 2009 og 2010.
EU-Kommisionen har nemlig besluttet at give godt 29 millioner kroner til at hjælpe de ansatte tilbage i job. Pengene kommer fra EU's Globaliseringsfond, der støtter medarbejdere, som bliver afskediget som følge af globalisering.
- Jeg er overbevist om, at pengene vil gøre arbejdstagernes overgang til nye job lettere og hurtigere, siger EU-kommissær Laszlo Andor, der er ansvarlig for beskæftigelse og sociale anliggender, i en pressemeddelelse.
De mange millioner skal bruges på videreuddannelse, undervisning og mentorordninger til de ledige, der blev afskediget fra en række virksomheder i perioden den 6. juni 2009 til den 6. marts 2010 i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Kommunen søgte om pengene allerede i maj 2010, og ansøgningen ommidlerne skal nu sendes til endelig godkendelse i EU-Parlamentet.
Den europæiske globaliseringsfond har tidligere tildelt Danmark penge. I begyndelsen af maj besluttede EU-Kommisionen at give 3001 fyrede i vindmølle- og værftsindustrien i Danmark 150 millioner kroner i støtte til at finde nye job.
De danske vindmøllearbejdspladser er i høj grad truet af globaliseringen.
Randers-virksomheden Vestas meddelte i forbindelse med offentliggørelse af regnskab i oktober sidste år, at flere end 2000 stillinger skulle nedlægges i Danmark. Blandt andet blev fabrikker i Nakskov, Skagen, Viborg og Rudkøbing lukket.
Lukningen var en følge af, at det er for dyrt for virksomheden at producere vindmøller i Danmark.