Unge skal uddannes
Jobcenter Randers har fået 1,5 mio. kr. til at gøre en ekstra indsats for at få unge ledige uden ungdomsuddannelse til at tage en uddannelse.
Unge uden arbejde og ungdomsuddannelse får nu ekstra hjælp i Randers Kommune. De skal på skolebænken, så de kan få en uddannelse. Det er målet for Jobcenter Randers, der har fået i alt halvanden millioner kroner til at gøre en ekstra indsats på området.
Som det ser ud i dag, når omkring 20 procent af en årgang aldrig længere i uddannelsessystemet end Folkeskolen. Og det tal er alt for højt til fremtidens arbejdsmarked, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Tidligere har der været ufaglært arbejde til mange af de her personer. Men analyser viser, at de arbejdspladser forsvinder. Derfor er der et meget stort behov for, at de får en uddannelse, så vi ikke ender med at tabe en stor gruppe mennesker på gulvet, siger Ole Andersen, der er chef for Jobcenter Randers.
Flere unge skal på FVU-forløb
De ekstra midler til Jobcenter Randers er øremærket såkaldte FVU-forløb (Forberedende Voksenundervisning), som de unge kan deltage i hos enten AOF Midt eller Randers Daghøjskole. Formålet er at hjælpe den enkelte unge med at få de færdigheder, der skal til for at gennemføre en uddannelse.
- Vi spørger de unge, som vi mener vil få gavn af et FVU-forløb, om de har lyst til at deltage. Typisk unge, der mangler basale færdigheder i dansk og matematik. Langt de fleste vil gerne, og der er heller ikke tvivl om, at det kan give de unge den hjælpende hånd, de har brug for, så de selv får mod og lyst til at tage en uddannelse, siger Ole Andersen.
200 unge skal uddannes
Indtil videre har cirka 50 unge gennemført FVU forløb med støtte fra de ekstra midler i 2010, og Jobcenter Randers regner med, at tallet når på den anden side af 200, inden året er omme.
Ud over den ekstra fokus på FVU-forløb, bliver der på mange andre områder i Randers Kommune arbejdet målrettet på at få flere unge til at tage en uddannelse. Ønsket er samlet set at nå den nationale målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.