Tyveri af lastbil går galt: Ender med at sidde fast i gavlen
Et vidne hørte en lastbil blive startet og derefter et kraftigt brag
Kort før midnat natten til lørdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en lastbil, der var forsøgt stjålet på Ammelhedevej i Randers SØ.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes.
- Et vidne hører en lastbil, der bliver startet. Umiddelbart efter hører vidnet et kraftigt brag. Vidnet ser, at lastbilen bakker ind i gavlen på huset, siger Per Bennekov, der er vagtchef hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Person stikker af til fods
Sammenstødet var så kraftigt, at lastbilen sætter sig fast i gavlen på huset.
- Vidnet ser en person stikke af fra stedet til fods, siger Per Bennekov.
Efterfølgende var Østjyllands Politi ude for at afsøge området med hundepatruljer, men gerningsmanden var væk.
- Vi var ude med hundepatruljer, men han var væk, siger Per Bennekov.
Der var ingen beboere hjemme i huset, så ingen kom til skade.
Næste skridt er at få lastbilen fri af husets gavl. Redningsberedsskabet har vurderet, at den ikke kan bjærges, før bygningen er helt sikret, da der er fare for sammenstyrtning.