Tag cyklen til motorvejen
Aflåste cykelparkeringer flere steder
Randers Cykelby opstiller aflåst cykelparkering ved Busterminalen og ved motorvejen ved Viborgvej.
Cykelparkeringen ved Busterminalen har plads til 40 cykler, og parkeringen ved Viborgvej har plads til 20 cykler.
- Vi har haft stor efterspørgsel efter en sikker og tryg opbevaring til cykler. Randers Cykelbys mål er, at flere mennesker får lyst til at bruge cyklen som transportmiddel, og det gør vi bl.a. ved at etablere flere cykelstier, men også ved at tilbyde gode parkeringsmuligheder til cyklerne, siger projektleder for Randers Cykelby, Birgit Berggrein, i en pressemeddelelse.
Der trækkes i december lod om julegaver blandt de randrusianere, der køber nøglekort til cykelparkeringen. Det koster 150 kr. for et halvt år.
Der er tidligere sat en tilsvarende parkeringsmulighed op ved Randers Regnskov.