Syngende fodboldfans spærrer trafikken i Randers
Fanwalk inden europæisk brag lukker veje og lægger pres på trafikken. Se her, hvor du skal finde en anden rute.
Torsdag aften tager Randers FC imod Leicester i returopgøret i Europa Conference League.
Kampen fløjtes op klokken 18.45, og inden da er der planlagt en fanwalk gennem byen, som lukker veje i Randers midtby.
- Det er bestemt vores mål og forventning, at der bliver tale om en festlig og fornøjelig eftermiddag og aften i Randers. Vi vil være synligt til stede både før, under og efter kampen, hvor vi følger fangrupperingerne tæt og gør vores til, at alt forløber i god ro og orden, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Østjyllands Politi forventer nogle hundrede engelske fans i byen, og at de to holds fans kommer til at opholde sig på forskellige beværtninger, inden de bevæger sig mod stadion omkring klokken 17.
Det forventes, at de to fangrupperinger ankommer til stadion ved 18-tiden. Der bliver løbende åbnet for trafikken igen, så snart det vurderes at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Spærret for kørsel ved Tørvebryggen
Som følge af den planlagte fanwalk bliver der spærret for trafik ved Tørvebryggen fra klokken ca. 16.30.
Derfor er det ikke muligt at svinge til venstre fra Randers Bro ad Tørvebryggen, ligesom det heller ikke vil være muligt at fortsætte ligeud af Tørvebryggen, hvis man kommer kørende fra Havnegade, oplyser politiet.
Læs også
Desuden forventes der generelt forstyrrelser og midlertidige afspærringer langs de to ruter i tidsrummet fra ca. 16.30 til 18.00.
Det kan også få betydning for busdriften - for yderligere information i den forbindelse henvises til Midttrafik.