Stor men tavs protest mod spareplaner på pædagog-uddannelse
Demonstration på VIA University College i Randers torsdag
Der var her til formiddag demonstration ved VIA University College Campus Randers.
Det var de studerende, der demonstrerede mod planlagte nedskæringer mod deres uddannelse, som regeringen har i kikkerten.
- Der sker specielt høje nedskæringer fra 2017 til 2020, og det synes vi ikke, er i orden. Vi er ikke blevet hørt overhovedet om, hvor der skal spares, og det synes vi ikke er respektfuldt, siger Daniel Sørensen, pædagogikstuderende på 1. semester.
Læs også
De studerende demonstrerede med skilte og ved at have tape for munden – for at signalere, at de ikke er blevet hørt.
Demonstrationen kulminerede foran den pædagogiske leder Pia Moldts kontor, hvor kravene om mere indflydelse blev præsenteret.
Læs også
- Vi har sat en deadline til senest mandag klokken 11.30, der vil vi gerne have en dialog. Vi ved, der er nedskæringer, men vi vil være en del af, hvor der skal spares, siger Daniel Sørensen.
Og dialog skal de nok få, mener den pædagogiske leder.
- Jeg vil gerne gentage, at jeg ville ønske, jeg kunne fjerne besparelserne. Det kan jeg ikke, men jeg kan sørge for, at vi har en god dialog her, og det vil jeg selvfølgelig gøre, siger Pia Moldt.
Se mere i videoen øverst i artiklen.