Spøgelsesbilist fængslet
37-årig familiefar dræbt efter at være blevet ramt af ung mand på motorvej
Efter en dag på operationsbordet var en 19-årig spøgelsesbilist ikke selv i stand til at møde frem, da politiet gik efter at få ham fængslet ved Retten i Randers.
Den unge mand er sigtet for uagtsomt manddrab, og dommeren valgte at fængsle ham frem til den 20. april.
Den 19-årige fik selv skadet sin milt og fik et kompliceret benbrud ved den trafikulykke, der kostede en 37-årige far til tre livet.
Ulykken skete natten til fredag på motorvejen ved Randers. En lastbilchauffør så spøgelsesbilisten, der var på vej mod syd i det nordgående spor, og alarmerede politiet.
Men patruljevognen nåede ikke frem, før den 19-årige var kørt frontalt ind i den 37-åriges bil.
Spøgelsesbilisten var formentligt på vej til sit hjem mellem Randers og Aarhus, da ulykken skete.
Politiet har endnu ikke kunnet afhøre den 19-årige, men ifølge vicepolitikommissær Henrik Vinde fra Østjyllands Politi sagde han allerede på ulykkesstedet, at han havde fået for meget at drikke.