SF'er: Føler mig pisset af
Lokal vrede over skatteforlig med V og K
Det nye skatteforlig mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti møder nu voldsom kritik i SF's østjyske bagland.
Størst er kritikken i Randers, hvor flere SF'ere kræver, at partitoppen indkalder til et ekstraordinært landsmøde eller bakker ud af forliget, der blandt andet indeholder lettelser i topskatten.
- Jeg føler mig pisset af over, at man får dem, der er mindst skyld i krisen, til at betale for den, siger byrådsmedlem samt formand for Randers Kommunes teknik- og miljøudvalg Kasper Fuhr Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Brev til landsledelsen
Kasper Fuhr Christensen bakkes op af SF's lokalformand i Randers, Alice Mølbæk. Hun er klar til at droppe regeringsmagten for at få aftalen annulleret.
- Man bør trække sig ud af skatteaftalen. Hvis det koster regeringsmagten, så må det være prisen, siger hun.
Randers-afdelingen med Alice Mølbæk i spidsen har skrevet et brev til medlemmerne af SF's landsledelse, som mødes søndag aften. I brevet kræver de, at SF trækker sig ud af skatteforliget.
Se mere om de kronjyske SF'eres protest i tv-indslaget øverst på denne side.