Rykker massivt ud: Brand bryder ud på skole
Brandvæsnet er lørdag morgen rykket massivt ud til en brand på en skole.
Alarmen hos Beredskab & Sikkerhed gik lørdag morgen, da der indløb en melding om røgudvikling på Langå Skole.
Det bekræfter operationschef Steen Boje.
To indsatsledere og brandfolk fra hele fire stationer rykkede med det samme til skolen, hvor der var røgudvikling. Billeder fra stedet viser, at der er spor af røg ud af flere vinduer.
Opdateret
Denne artikel er opdateret lørdag klokken 18.09.
Meldingen er, at det lykkedes brandfolkene at få styr på branden, og brandvæsnet forlod skolen igen omkring 10.30.
Der kunne der konstateres røgspredning, men ikke ildspredning, til flere rum, fortæller Steen Boje.
Ifølge Østjyllands Politi var det en nabo til skolen, der opdagede røgudviklingen og anmeldte det.
Der er endnu ikke klarhed over, hvad der forårsagede branden og røgudviklingen.