Røveri mod fodklinik
Stjal penge og skubbede indehaveren væk
Det er lykkedes politiet at anholde den formodede gerningsmand til et røveri mod en fodklinik i Randers i går, tirsdag.
Ifølge Østjyllands Politi gik gerningsmanden i går eftermiddag ind i fodklinikken på Udbyhøjvej, hvorefter han stjal et beløb i kontanter fra en pengekasse.
Tyveriet blev imidlertid opdaget af indehaveren, som stillede sig i vejen for tyven ved at spærre for udgangen. I stedet for at opgive tyveriet, trængte gerningsmanden sig forbi indehaveren.
I første omgang holdt indehaveren gerningsmanden tilbage, men han fik revet sig fra og skubbet indehaveren væk. Derefter forsvandt han fra stedet.
- Vi har siden anholdt en 24-årig mand, som er sigtet for røveriet. Indehaveren af fodklinikken kom ikke til skade, siger lederen af straffelovsafdelingen ved lokalpolitiet i Randers, Niels Bugge, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 24-årige formodede gerningsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag. Han er sigtet for et lignende røveriforsøg på et kontor i samme område i fredags.