Ronnie Schwartz vil til Holland
Randers-bomber scorede igen
Ronnie Schwartz scorede endnu en gang for Randers FC, men angriberen måtte sammen med sine holdkammerater forlade banen som tabere, efter FCM hev en 3-1-sejr i hus.
Den tidligere AaB-angriber har haft en forrygende sæson, hvor det indtil videre er blevet til fem mål i fire kampe, hvilket vækker interesse.
- Jeg tror umiddelbart, at jeg passer godt ind i den hollandske liga, men det er svært at sige. Kommer der et bud fra et andet land, så vil jeg selvfølgelig kigge på det, men det er svært at sige, hvor jeg gerne vil hen. Selvfølgelig vil jeg gerne til en af de store ligaer, men vi må se, hvad der kunne komme af tilbud og så tage den derfra, sagde Ronnie Schwartz.
Topscoreren var på dagen sit holds bedste, og især samspillet med kollegaen i front, Nicolai Brock-Madsen, fungerede godt.
Se: Ingen festuge-sejr i Randers
- Det fungerer generelt super godt. Nicolai Brock-Madsen er super stærk og god til at holde i bolden, det viste han også ved vores mål, så stor kredit til ham. Vi er forskellige typer, han er stor og stærk, og jeg er måske lidt mere bevægelig, så det fungerer fint, sagde Ronnie Schwartz, der ikke var tilfreds med sit holds opdækning gennem kampen:
- For det første, så kan vi ikke dække op. Vi vidste godt, at FCM er farlige på dødbolde, så det var ikke godt nok, at de scorede to mål på den konto.
Ronnie Schwartz og resten af Randers-mandskabet skal i næste runde forsøge at revanchere nederlaget, når Esbjerg fB kommer på besøg.