Randers HH forlænger med fløjprofil
Fløjspiller Lars Skaarup har forlænget sin kontrakt med oprykningsaspiranterne
23-årige Lars Skaarup har forlænget sin kontrakt med Randers HH - det bedste herrehåndboldhold i Randers.
Randers HH spiller i den næstbedste række, men har begrundet håb om oprykning til landets bedste række efter en indtil videre flot sæson, der har kastet en foreløbig førsteplads af sig.
- Jeg er meget glad for, at det lykkedes med Lars, og jeg forventer, at vi kan lukke aftaler med to-tre spillere i den nærmeste fremtid, siger sportschef Peter Hansen i en pressemeddelelse.
Han glæder sig over, at Lars Skaarup har den fornødne erfaring til at hjælpe holdet, hvis det skulle blive til oprykning. Lars Skaarup har tidligere optrådt for Team Tvis Holstebro.
- Det betyder meget, at han har været i Tvis og ved, hvad der kræves for at være med i ligaen, og Lars er da også en spiller, der går forrest til træning, siger Peter Hansen.
Venstrefløjen startede karrieren hos Lemvig-Thyborøn Håndbold.