Randers FC's Borring er ude på ubestemt tid
Kantspiller er af personlige årsager væk fra træningen
I øjeblikket er Randers FC en del af det kompakte midterfelt i Superligaen, og på søndag skal kronjyderne en tur til Vestegnen for at møde Brøndby IF.
Det bliver dog uden stærke Jonas Borring, der ikke er en del af træningen det næste stykke tid, og det skyldes personlige årsager.
Randers håber på Borring-forlængelse
- Vi er selvfølgelig kede af, at Jonas ikke er en del af træningen i øjeblikket, men vi har også stor forståelse for hans situation, og at han lige nu har brug for noget fred og ro. Det håber vi derfor, at folk vil respektere i den kommende tid, siger sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside.
Det er et hårdt slag for Colin Todds mandskab, for Jonas Borring har været en vigtig brik i denne sæson, hvor han har nettet seks gange, og han fik fuld spilletid så sent som i søndagens kamp mod Esbjerg fB.