Pågreb polak med 17 cykler
Hundepatrulje fanger polsk cykeltyv
Østjyllands Politi gjorde natten til fredag en større fangst i Randers.
En patrulje var blevet tilkaldt til Hornbæk ved Randers, hvor to unge mennesker var i gang med at begå et indbrud i en bil. Da politiet ankom var de to unge væk.
Kort tid efter kom en hvid varebil pludselig kørende med høj hastighed forbi politiets patrulje, som satte efter den.
Efter en kortere biljagt forulykkede varebilen i krydset Gl. Viborgvej og H.C. Andersens Vej, da den kørte ind i en hæk. Efterfølgende flygtede de to mænd fra stedet.
Efter 45 minutters eftersøgning lykkedes det en hundepatrulje, at finde den ene mand i et udhus til en villa.
- Vi formoder, det er de samme personer, der var ved at bryde ind i en bil, som de to der kørte varebilen, siger vicepolitikommissær Ove Stendahl fra lokalpolitiet i Randers til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I varebilen fandt politiet ikke mindre end 17 cykler til en værdi af 50.000 kroner.
Den 37-årige polak blev fredag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Randers.
Her blev han idømt en straksdom på 60 dages fængsel og samtidig blev han idømt seks års indrejseforbud, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Carsten Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi leder forsat efter den 37-åriges medgerningsmand.