Nyt koncertsted
Pop-fest på Skovbakken
Randers får i den kommende weekend et helt nyt koncertsted.
Bortset fra det årlige 1. maj-arrangement er Skovbakken mest forbeholdt løbere og hundeluftere. Men det skal der laves om på.
På lørdag optræder to af tidens mest populære sangere på den danske popscene på friluftsscenen i den kronjyske park.
Burhan G. indvier den nyrenoverede scene kl. 19.15, hvorefter hitmageren Rasmus Seebach tager over kl. 21.45.
Plads til 7.000 tilskuere
Ifølge Randers Kommune er det gamle friluftsscene-område midt på Skovbakken undergået en større forandring. De gamle, slidte bænke er fjernet, så der i dag er plads til enten 3.000 siddende eller 7.000 stående gæster.
Derudover er der lavet bedre adgangs- og toiletforhold.
- Selv om Randers Kommune har foretaget disse ændringer, er der fortsat tale om, at koncerter og forestillinger finder sted midt i den grønne bøgeskov - med 200 år gamle, brede bøge, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det er musik- og teaterhuset Værket, der står for billetsalget. Indtil videre er der solgt i nærheden af 5.000 billetter til lørdagens koncerter.