Nik & Jay på Grøn Koncert
Koncerter i Randers og Aarhus
Publikum til sommerens grønne koncerter får i år mulighed for at poppe champagnen, mens de lytter til Danmarks ukronede popkonger.
Grøn Koncert afslører i dag Nik & Jay som det første af navnene på årets koncertkaravane igennem Danmark.
Den danske pop-duo udgiver i morgen sin første engelsksprogede EP "Copenhagen Pop Cartel", der blandt andet indeholder singlen "United", som strøg direkte til tops på den danske single-hitliste.
Programmet spænder vidt
Offentliggørelsen af Nik & Jay er ifølge Grøn Koncert første skud på stammen af en lang række kunstnere, der vil blive offentliggjort hen over foråret.
- Programmet vil igen i år spænde over et bredt udsnit af genrer og vil som sædvanligt inkludere nogle af landets største kunstnere, der vil overraske publikum med spektakulære koncerter, skriver Grøn Koncert i en pressemeddelelse.
Grøn koncert-karavenen er arrangeret af Muskelsvindfonden med hovedsæde i Aarhus.
I alt afvikles der otte koncerter i løbet af den sidste halvdel af juli, blandt andet i Randers den 19. juli og i Aarhus den 20. juli.