Motorcyklist mister kørekort i fem år
En 33-årig mand er dømt for vanvidskørsel på motorvejen
Det koster en 33-årig mand fra Randers en frakendelse af kørekortet, at han i 2013 kørte hasarderet på motorvejen mellem Randers og Vejle.
Manden er blevet kendt skyldig vanvidskørsel og i at volde fare andres liv og førlighed. Han står derfor nu til at miste sit kørekort til motorcykel og bil og er oveni hatten blevet idømt tre måneders betinget fængsel.
Det afgjorde Retten i Århus i går, torsdag.
- Dommen viser den afstand samfundet tager til hensynsløs kørsel, hvor tiltalte har vist udpræget mangel på forståelse for, hvordan man opfører sig i trafikken, siger anklagerfuldmægtig Stine Hagstrup i en pressemeddelelse.
Episoden, det hele drejer sig om, stammer tilbage fra oktober 2013, hvor den 33-årige mand kørte på motorvejen fra Randers til Vejle på sin motorcykel.
Manden havde ifølge Østjyllands Politi en gennemsnitsfart på 193 kilometer i timen og en topfart på 260 kilometer i timen.
Politiets beviser mod manden talte blandt andet videooptagelser, som den 33-årige selv havde optaget. Under vanvidskørslen havde han nemlig et Go-Pro kamera monteret på motorcyklen, som har filmet en del af kørslen.
Udover en betinget fængselsstraf, der indebærer samfundstjeneste, skal manden også betale en bøde svarende til en månedsløn.
Den 33-årige mand og hans advokat har endnu ikke besluttet sig for, hvorvidt de vil anke dommen.