Mobilselskab sender kvinde i koma til inkasso

Af gode grunde kunne kvinde ikke betale sin mobilregning. Hun var endt i koma efter en hjerneblødning. Mobilselskabet sendte hende dog alligevel til inkasso.

Bente Jørgensens søster, Lene, fik sit liv vendt op og ned, da hun den 11. juni blev ramt af en kraftig hjerneblødning.

Midt i krisen fik hendes to søstre en uventet udfordring med en ubetalt telefonregning, de ikke kunne få lov til at betale.

quote Det er uværdigt og uanstændigt den måde, som de har behandlet os på.

Bente Jørgensen

Lene, der kommer fra Randers Kommune, havde nemlig et abonnement hos mobilselskabet Oister, hvor hun var vant til at betale regninger med MobilePay.

- Men vi kunne ikke komme ind på hendes mobil og betale. I fire uger lå hun i koma på Aarhus Universitetshospital, og hun er i dag hjerneskadet, fortæller søsteren Bente Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Sendte rykkere på telefonen

På telefonen kunne hun på displayet følge med i, at Oister sendte rykkere, men Bente Jørgensen kunne stadig ikke komme ind og betale.

Løbende har hun været i dialog med kundeservice hos mobilselskabet, men her har der ikke været meget hjælp at hente.

- De har hele tiden holdt fast i, at vi skulle ind på telefonen for at betale, men det har vi jo ikke kunnet komme. Det er uværdigt og uanstændigt den måde, som de har behandlet os på, mener Bente Jørgensen.

Truet med fogedretten

For 14 dage siden dumpede der så et inkassobrev ind i Lenes postkasse, og den har familien adgang til.

De blev noget overraskede over brevets indhold.

- Min søster blev truet med fogedretten, og den oprindelige regning var efter inkassogebyrer endt i knap 1400 kroner. Jeg tænkte, at det kan da ikke være rigtigt, siger Bente Jørgensen.

Fra start har hun og den anden søster, Birthe, forsøgt at betale regningen på anden vis.

Sådan her stod der i brevet fra Oisters inkassofirma. Efter den oprindelige regning var blevet større og med gebyrer og salær, var regningen endt på næsten 1400 kroner.
Sådan her stod der i brevet fra Oisters inkassofirma. Efter den oprindelige regning var blevet større og med gebyrer og salær, var regningen endt på næsten 1400 kroner. Foto: Privat

Kunne ikke få en faktura

Men det har de ikke følt var muligt uden at bryde loven.

quote Jeg har brugt så meget tid og energi på en regning, der lød på omkring 400 kroner til at starte med. Det er umenneskeligt.

Bente Jørgensen, Randers Kommune

- Vi ville bare gerne have sendt regningen til min søsters postkasse på en faktura, og så skulle vi nok betale. Men det skulle være digitalt.

- De ville heller ikke overdrage abonnementet til os, fordi vi ikke er min søsters værger. Det har vi nu søgt om at blive.

I flere måneder har Bente Jørgensen været i dialog med Oisters kundeservice om den ubetalte regning, alt imens den kun er blevet større.

Brugt meget tid og energi

Det har tæret på kræfterne i en i forvejen hård tid.

- Jeg har brugt så meget tid og energi på en regning, der lød på omkring 400 kroner til at starte med. Det er umenneskeligt.

Familien har forsøgt at få hjælp til at komme ud af kniben flere steder, uden held.

Det sidste desperate forsøg var så at gå til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, og jeg kunne ikke overskue at skulle i fogedretten. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at min hjerneskadede søster skulle det.

Tager en ny drejning

Så langt ender sagen heller ikke.

For Oister vendte – efter flere måneders dialog med familien – pludselig på en tallerken, da TV2 ØSTJYLLAND henvendte sig.

Man fastholder, at det ikke er muligt af sikkerhedsmæssige årsager at overdrage kundeforholdet, hvis en tredje part ikke har værgemål.

quote Det er trist i dette konkrete tilfælde, og derfor har vi besluttet at trække kundeforholdet ud af inkasso, hvormed rykkere og varsling om fogedret også bortfalder.

Oister

Men Oister erkender, at sagen med den ubetalte mobilregning skulle være håndteret anderledes.

- Vores automatiske processer for ubetalte regninger er trådt i kraft, hvilket har udløst rykkere, inkassogebyr samt varsel om fogedret. Det er trist i dette konkrete tilfælde, og derfor har vi besluttet at trække kundeforholdet ud af inkasso, hvormed rykkere og varsling om fogedret også bortfalder, skriver mobilselskabet til TV2 ØSTJYLLAND.

'Frygteligt man skal bruge medierne'

Oister bekræfter, at man gennem de seneste måneder har været i kontakt med Bente Jørgensen for at finde en løsning, men det er altså først efter en henvendelse fra TV2 ØSTJYLLAND, at det er lykkes.

- Jeg er så frygteligt lettet nu. Jeg var lige ved at tude, da jeg fik det at vide. Men det er da frygteligt, man er nødt til at bruge medierne, før der sker noget, siger Bente Jørgensen.

Mobilselskabet ønsker nu at komme i kontakt med familien igen, så der kan findes en løsning på den oprindelige regning, som alle kan være tilfredse med.

Lene er nu indlagt i Hammel og skal genoptræne efter hendes hjerneblødning.

Redaktionel note

Lene fremgår kun med fornavn i artiklen efter familiens ønske. Hun er lige nu ikke i tilstand, hvor hun kan sige god for, at hele hendes navn fremgår. Hendes fulde identitet er dog redaktionen bekendt.