Mistænkt for flere møbeltyverier
Politiet undersøger, om tre rockerrelaterede møbeltyve står bag flere indbrud i Randers.
Kriminalpolitiet i Randers forsøger nu at få afklaret, om tre anholdte med rockerrelationer har deltaget i flere tyverier af møbler.
De tre mænd skal indtil videre sidde bag tremmer til på onsdag, hvor politiet vil kræve dem varetægtsfængslet for et voldsomt møbeltyveri søndag. Tyveriet endte med, at politiet trak tjenestepistolerne og skød varselsskud samt mindst et 'sigtet skud' for at få de tre gerningsmænd stoppet.
Dramaet skete efter et indbrud i en møbelforretning i byen søndag, hvor tyvene forsøgte at slippe væk med stilmøbler til en værdi på mellem 50.000 og 60.000 kroner.
Kriminalpolitiet i Randers mistænker imidlertid de tre mænd på 27, 26 og 19 år for at have deltaget i to andre møbeltyverier i weekenden mod Ide-Møbler på Marsvej i byen. Det første skete tidligt lørdag morgen og det andet natten til søndag, hvor der blev stjålet møbler for henholdsvis godt 60.000 og cirka 20.000 kroner.