Mand knivdræbt i Randers
Knivstikkeri på åben gade i Randers nytårsmorgen. En mand blev dræbt, mens en er livsfarligt kvæstet. Endnu en fik overfladiske sår.
1. jan 2005, kl. 09:17
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Randers ville lørdag kræve en 33-årig mand fængslet for drabet på den 25-årige Kent Nygaard, der blev stukket ihjel nytårsnat.
Samtidig sigtes den anholdte for to drabsforsøg, fordi han stak to andre mænd i armen og i brystet under et slagsmål på Snerlevej ved 04-tiden, oplyser kriminalinspektør Børge Fransen.
De tre ofre havde været til en fest på stedet og gik ud på natten ned på gaden, hvor de imidlertid stødte sammen med nogle forbipasserende.
Det udviklede sig til et klammeri, hvor den nu drabssigtede ifølge politiet gik til angreb på Kent Nygaard og hans kammerater.