Lokale kæmper for købmand - brugsen er netop lukket efter 107 år

Lokale vil sørge for, at deres by atter får en dagligvarebutik - selvom de selv er medskyldige i, at den gamle lukkede.

1. august lukkede Dagli' Brugsen i Øster Bjerregrav dørene for sidste gang. Foto: Privat

107 år.

Så længe lå der en brugs i Øster Bjerregrav, inden Coop den 1. august lukkede Dagli' Brugsen med en måneds varsel.

Det har efterladt de omkring 1000 beboere i den lille landsby nær Randers uden et lokalt sted at købe dagligvarer, hente og sende pakker og få medicin udleveret.

Det har også efterladt byen uden et samlingssted.

Skal samle halvanden million ind

Men sådan skal det ikke være længe. I hvert fald ikke, hvis det står til en gruppe lokale, der har oprettet investeringsforeningen "Bjerregrav Invest Aps" for at få en Min Købmand-butik til byen.

Foreningen vil købe den ejendom, som Brugsen før lå på, renovere den og indrette en købmandsbutik.

Ifølge Bjerregrav Invest er der mange (!) gode grund til at have en lokal købmandsbutik i Øster Bjerregrav.

Projektet vil koste 1,5 millioner kroner, og initiativgruppen "Bjerregrav Invest Aps" er i samarbejde med dagligvarekoncernen Dagrofa, der driver Min Købmand-kæden, ved at søge en købmand at samarbejde med.

- Vi er i gang med at sælge anparter til købmandsbutikken i byen. Byens borgere kan køber anparter for 1000 kroner stykket, siger formand for initiativgruppen, Svend Åge Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det gjorde ondt at miste brugsen, og det er vigtigt for byen at have en dagligvarebutik. Det har betydning for vores by, så det er med at få den op at stå så hurtigt som muligt. 

"Ellers er det jo omsonst"

Han mener, at manglen på en dagligvarebutik kan føre til en værdiforringelse på 10 procent, når ejendomsmæglere og banker skal værdisætte ejendommene i byen. 

Nu kæmper I en sej kamp for at få oprettet en købmandsbutik, men hvis folk i byen handlede lokalt, var det vel ikke nødvendigt at kæmpe for en butik?

- Det kan du godt sige. Vi satser på, at man lægger en del af sin handel i butikken, når den er lavet. Ellers er det jo omsonst. Men Dagrofa har gode erfaringer med at starte mindre købmandsbutikker. 

  Foto: Privat

Ifølge borger i Øster Bjerregrav Mie Severinsen er en stor del af problemet i forhold til at drive en lokal købmand, at byens borgere, der i stort omfang arbejder i Randers, typisk handler ind Rema 1000 på Kjølvejen på hjem fra arbejde. Det gælder også for borgerne i Over Fussing.

- Det er billigere end at handle i en brugs. Inden Dagli' Brugsen lukkede havde Coop lavet en undersøgelse, der viste, at 25 procent af handlen lå i vores brugs, og det var de ikke tilfredse med. Men det er vigtigt for mig, at vi har en butik, og jeg vil godt give det, det koster, for den, siger Mie Severinsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Fredagsslikker og rundstykker

For hende betyder lukningen af Dagli' Brugsen, at hun skal køre 5-8 kilometer, til enten Råsted eller Randers, for at handle eller hente/sende en pakke. 

- Hvis vi får vores egen butik, skal jeg ikke ud at køre bil for at købe, og jeg behøver ikke tænke så langt frem, når jeg handler, siger Mie Severinsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Øster Bjerregrav set lidt fra oven. Byen ligger otte kilometer fra Randers og cirka fem kilometer fra motorvejsnettet ved E45.

Ifølge hende er der en reel chance for, at de lokale vil vende tilbage til en lokal dagligvarebutik, hvis en sådan bliver en realitet. 

- Nu har alle fundet ud af, at det er trist uden en butik. Dem, der køber ind i Randers, har også købt fredagsslik eller hentet rundstykker om lørdagen i Dagli' Brugsen, siger hun. 

Lokale bestemmer selv

På torsdag er der borgermøde i Bjerregravhallen omkring opstart af købmandsbutikken. Det holdes i samarbejde med beboerforeningen.

Ifølge Svend Åge Nielsen er der på nuværende samlet 910.000 kroner ind. Der skal samles 1,5 millioner kroner ind.

Nu er det op til de lokale, om Øster Bjerregrav atter skal have en dagligvarebutik.