Landsby kæmper for Mary
Beboere i Øster Bjerregrav vil råbe ministeren op
Beboerne i landsbyen Øster Bjerregrav ved Randers vil nu hjælpe 74-årige Mary Mangalajara og hendes datter, Isabel Jeyakumar.
Den 74-årige sygdomssvækkede Mary Mangalajara har fået besked om at rejse ud af Danmark. Og det er, ifølge beboerne i landsbyen, en helt tåbelig udvisning. Nu forsøger de derfor at råbe justitsministeren op med blandt andet en underskriftindsamling.
- Jeg synes, det er urimeligt at flytte en mor i den alder, hun har, når hun har været i landet i tre år. Og hvad hjælp er der i Sri Lanka? Hun kan jo ikke klare sig selv, siger Kirsten Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Mary Mangalajara kom til Danmark som asylansøger for 3,5 år siden. Hendes sag er trukket ud, og hun er i mellemtiden blevet alvorlig syg.
I dag bor hun hos sin datter Isabel Jeyakumar i Øster Bjerregrav. Hun modtager ingen offentlig forsørgelse - kun en smule støtte fra Røde Kors.
Se: - Ude af trit med human tradition
TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte første gang om historien i oktober sidste år. Her forsøgte familiens advokat Bjarne Overmark, at få Justitsministeren til at genoptage sagen. Den er nu i øjeblikket under behandling, og derfor står indbyggerne i den lille by sammen og forsøger at lægge pres på politikerne.
- Det betyder meget for sagen og for familien. Det er et hårdt pres de er udsat for og det er rart at få opbakning, siger Bjarne Overmark til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er indsamlet over 200 underskrifter, som svarer til, at hver femte i byen har skrevet under. De skal nu sendes til Folketinget.
Se mere om sagen i indslaget ovenfor.