Lå død tre uger ved politigård
En død mand lå tre uger ved Randers Politigård, uden at liget blev opdaget.
Liget af en midaldrende mand har i tre uger befundet sig i en båd på området ved politigården i Randers, uden at nogen opdagede den døde mand.
Da båden midt i december blev flyttet på fjernlager syd for byen, gik der yderligere to uger, før liget ved en tilfældighed blev fundet i bådens kahyt.
Båden er ifølge politiinspektør Henning Boddum Jensen blevet beslaglagt i en politisag, der endnu ikke er afsluttet.
Den døde er endnu ikke endeligt identificeret, men politiet formoder, at der er tale om en 46-årig vagabond, der på et tidspunkt tilbragte en nat i detentionen i Randers. Ifølge politiets teori er han efter løsladelsen formentlig gået direkte op i båden, hvor han så efter alt at dømme er død en naturlig død.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i dagens udsendelser.