Kriseramt skole får nyt påbud: Ansatte fortæller, situationen er eskaleret
Den kriseramte Rismølleskolen i Randers er sluppet af med sit strakspåbud fra Arbejdstilsynet, men alt er langtfra fryd og gammen. Tværtimod.
Artiklen er opdateret: Der er tilføjet kommentarer fra skoledirektør Carsten Otte i artiklen.
Onsdag har Rismølleskolen fået et nyt påbud, fordi skolens ansatte fortsat arbejder under et stort fysisk og psykisk pres fra elever på 9. årgang.
Det fortæller Randers Kommunes skoledirektør, Carsten Otte, i en orientering til byrådet, som TV2 Østjylland har modtaget.
Her kan man læse, at ansatte på skolen oplyser til Arbejdstilsynet, at arbejdet på 9. årgang er blevet forværret, siden skolen fik et strakspåbud i slutningen af oktober. Det afviser skolens ledelse overfor Arbejdstilsynet.
'De ansatte oplever at den chikanerende og udadreagerende adfærd er eskaleret yderligere efter Arbejdstilsynets strakspåbud af den 27. oktober 2023, der blev gengivet i medierne. Ledelsen oplyser, at de ikke kan genkende en eskalering i adfærden, men Arbejdstilsynet vurderer, at elevernes adfærd er forskellig, når ledelsen er til stede og når ledelsen ikke er til stede i klasseværelser og på gangene,' skriver Arbejdstilsynet i sit påbud.
Skoledirektør Carsten Otte kalder de nye oplysninger bekymrende.
- Selvfølgelig synes jeg, det er bekymrende. Men jeg noterer mig også, at ledelsen anerkender, at det er sådan, lærerne oplever det, siger han til TV2 Østjylland.
Rismølleskolen har frem til 15. april til at sikre et trygt arbejdsmiljø blandt lærerne. Det nye påbud afløser det strakspåbud skolen fik i slutningen af oktober.
Det var udløst af chikanerende og hånende opførsel fra elever på 9. årgang, der blandt andet truede lærere ved at sige 'Jeg henter et bat, så skal jeg nok få fat i den mobil' og kalde dem øgenavne som 'sædcontainer' og 'fucking perker'.
I det nye påbud konstaterer Arbejdstilsynet, at der er sat initiativer i gang for at forbedre arbejdsmiljøet på skolen. Blandt andet ekstra bemanding på 9. årgang, en ekstra leder på skolen og individuelle tilbud til udadreagerende elever.
Tilsynet konstaterer, at skolen har efterkommet det strakspåbud, de fik i slutningen af oktober. Det glæder skoledirektør Carsten Otte.
- Jeg noterer mig, at man har flyttet sig fra et strakspåbud til et påbud. Der er lavet en handleplan, og den arbejder man målrettet med i både ledelse og blandt medarbejderne. Jeg synes, det er hamrende godt gået af ledelse og lærere at arbejde sig i den rigtige retning på den korte tid, siger han.
Han fortæller, at skolen har givet eleverne fri på tirsdag, så alle ansatte kan mødes til en dag med fokus på arbejdsmiljøet på skolen.
- Vi skal tale om, hvordan man skaber et godt arbejdsmiljø. Det er den gode dialog, der er vejen frem, siger Carsten Otte.
Ingen garantier
For der er stadig store problemer, og Rismølleskolen har derfor fået et nyt påbud om at sikre, at arbejdet med elever på 9. årgang kan udføres uden risiko for arbejdsrelateret vold og høje følelsesmæssige krav.
'Det er Arbejdstilsynets vurdering, at den akutte risiko er forebygget, men at virksomheden stadig ikke har forebygget risikoen for at blive syg af kombinationen af arbejdsrelateret vold og høje følelsesmæssige krav over længere tids eksponering,' skriver Arbejdstilsynet, der konstaterer, at de pågældende elever har været udadreagerende siden de begyndte i 7. klasse, men at situationen er eskaleret siden januar i år.
Carsten Otte vil ikke love, at alle problemer er væk, når vi når frem til midten af april, hvor påbuddet skal være efterkommet.
- Jeg tror helt klart, at man den plan lægger, så står vi et andet sted. Men jeg ved ikke, om vi får en grøn smiley på alle parametre.
Kolleger krænker
Men det er ikke kun eleverne, der ødelægger arbejdsmiljøet på Rismølleskolen. Lærerne er også grove ved hinanden og flere ansatte har været udsat for krænkende handlinger fra kolleger.
'Der er forværrende faktorer i arbejdsmiljøet i form af krænkende handlinger fra kolleger i form af uventede verbale overfusninger foran elever og bagtalelser fra kolleger. Ydermere har fem ansatte oplevet at få en eller flere sedler placeret på deres plads i forberedelseslokaler, i klasselokaler eller andre steder på skolen med indhold af krænkende karakter om dybt personlige forhold,' konstaterer Arbejdstilsynet.
Sedlerne er blevet anmeldt til politiet, men det har ikke været muligt at spore sig frem til, hvem der har lagt sedlerne på lærernes borde.
'Hvilket også bidrager til en utryghed og vagtsomhed i personalegruppen, og dermed en forværrende faktor,' lyder det i tilsynets påbud til Rismølleskolen.