Kommune: Nordic Wastes version er langt fra virkeligheden
Randers Kommune er langt fra enig i Nordic Wastes udlægning af den kamp, der lige nu skal forhindre en miljøkatastrofe.
- Vi kan ikke genkende udlægningen i pressemeddelelsen.
Sådan siger Randers-borgmester Torben Hansen (S) fredag middag i en pressemeddelelse ovenpå Nordic Wastes udmelding tidligere fredag.
Han noterer sig dog, at Nordic Waste ikke fraskriver sig ansvaret for den omfattende katastrofe, kommunen står med ved virksomheden, og det er positivt.
- Det står også krystalklart, at både omfanget af denne situation og alle udgifter til at afværge katastrofen er et ansvar, som ligger hos virksomheden, og virksomheden har af Randers Kommune modtaget en afgørelse om at tage hånd om det. Da det ikke skete, så må vi træde til, siger Torben Hansen.
Han henviser til den afgørelse, kommunen den 20. december sendte til Nordic Waste, hvori kommunen vurderer, at det er virksomhedens opgave.
Heller ikke kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt deler virksomhedens udlægning.
- Det var en dramatisk situation, som udviklede sig time for time, og vi er fortsat i gang i Randers Kommune med at afværge den katastrofe. Vi er selvfølgelig interesseret i en god dialog med virksomheden, og den er vi ved at genoptage. Det ændrer ikke på, at Nordic Waste har ansvaret for situationen, som er forårsaget af virksomhedens drift, siger Jesper Kaas Schmidt.
Vi stak ikke af
I pressemeddelelsen fra fredag morgen siger Nordic Waste, at der er skabt et forkert billede af deres rolle i forbindelse med, at de forlod området den 19. december og det efterfølgende arbejde med at sikre, at jordskredet ikke endte i Alling Å.
'Det var et naturligt skridt, da vi som privat virksomhed ikke har kompetencer til at lukke en vej, tage trafikale beslutninger eller omlægge en å. Og det skete, efter vores opfattelse, i fælles forståelse med Randers Kommune. Vi har derfor ikke en opfattelse af, at vi stak af fra arbejdet med et minuts varsel eller kastede håndklædet i ringen, som det har fremgået af medierne,' skriver Nordic Waste og pointerer, at de har deltaget i møder og taget initiativ til at holde møder med Randers Kommune om arbejdet.
Det er den udlægning, både borgmester og kommunaldirektør afviser.
Begge noterer sig dog, at Nordic Waste er klar til at deltage i enhver konstruktiv løsning og det er både Torben Hansen og Jesper Kaas Schmidt meget tilfredse med.
Fredag morgen gav Nordic Waste for første gang lyd fra sig. Det sker i en pressemeddelelse, hvor de kalder de situationen en 'uforudsigelig tragedie'.
'Vi har stor forståelse for den bekymring og ængstelse, som jordskredet hos Nordic Waste har forårsaget. Ikke mindst hos de borgere, der bor i Randers Kommune. Situationen ved Randers og omkring Nordic Waste har været en uforudsigelig tragedie. De potentielle konsekvenser for lokalområdet er svære og skal begrænses,' skriver virksomhedens presseansvarlige.
Om sagen
Den 16. december traf Randers Kommune afgørelse om at iværksætte afværgeforanstaltninger på grund af overhængende fare for en væsentlig forurening af Alling Å, og at afværgeforanstaltning bliver udført for den ansvarlige regning jfr. lov om Miljøbeskyttelse §70, stk. 1.
Den afgørelse blev truffet på ejendommen efter høring og varsel af virksomheden, der var repræsenteret på grunden. Virksomheden oplyste, at de var var indforstået med nødvendigheden af indgreb.
Afgørelsen, der var mundtlig, blev fulgt op af en skriftlig afgørelse, der blev sendt til Nordic Waste den 20. december 2023.
Af den skriftlige afgørelse fremgår også, at virksomheden den 19. december meddelte, at de stoppede arbejdet med afværgeforanstaltninger, da de ikke længere vurderede, at de havde mulighed for at foretage tilstrækkelige tiltag til at stoppe jordskredet. Randers Kommune måtte derfor ved selvhjælpshandling iværksætte en række foranstaltninger for at afværge overhængende risiko for Alling Å.
Virksomheden har ansvaret for situationen både på eget område og udenfor eget område.
Kilde: Randers Kommune
Den 19. december forlod Nordic Waste selv området og overlod det til kommunen, som siden har kæmpet mod miljøkatastrofen, der lurer i Ølst.
Som Torben Hansen siger, vil Randers Kommune afholde virksomheden alle udgifter, men økonomi er det eneste, Nordic Waste ikke forholder sig til i pressemeddelelsen.
Læs hele udtalelsen fra Nordic Waste her
Vi har stor forståelse for den bekymring og ængstelse, som jordskredet hos Nordic Waste har forårsaget. Ikke mindst hos de borgere, der bor i Randers Kommune. Situationen ved Randers og omkring Nordic Waste har været en uforudsigelig tragedie. De potentielle konsekvenser for lokalområdet er svære og skal begrænses.
På grund af det mest regnfulde år i Danmark til dato, tog et jordskred fart hos Nordic Waste i begyndelsen af december. Siden da har indsatsen været fokuseret på opbremsning og inddæmning. Nordic Waste brugte i løbet af december et betydeligt tocifret millionbeløb og tusindvis af mandetimer på arbejdet med at sikre pladsen og hindre en spredning af jordskredet. Desværre antog jordskredet et omfang, som ingen kunne have forudset. I forbindelse med at der kom nye ejere af virksomheden i slutningen af 2022 blev der lavet uddybende og intensive geologiske undersøgelser af grunden og forholdene. Intet af disse afslørede risikoen for den hændelse, som vi ser nu.
Jordskredets omfang og betydelige udvikling blev tydeligt om formiddagen den 19. december, hvor jordskredet på blot en time, mens Nordic Wastes ledelse holdt koordineringsmøde med myndighederne på pladsen, rykkede 15 meter frem over pladsen.
Da jordskredet på det tidspunkt begyndte at bevæge sig mod Gammel Århusvej samt Alling Å, blev ledelsen af de entreprenører, som vi oprindeligt havde hyret ind, overtaget af Randers Kommune. Det var et naturligt skridt, da vi som privat virksomhed ikke har kompetencer til at lukke en vej, tage trafikale beslutninger eller omlægge en å. Og det skete, eller vores opfattelse, i fælles forståelse med Randers Kommune. Vi har derfor ikke en opfattelse af, at vi stak af fra arbejdet med et minuts varsel eller kastede håndklædet i ringen, som det har fremgået af medierne. Vi har deltaget i koordineringsmøder med Randers Kommune gennem hele forløbet, og vi har også selv initieret møder i perioden, hvor vi blandt andet har spurgt ind til, hvad vi kan og må gøre. Vores opfattelse af, at overdragelsen til Randers Kommune har fundet sted i god forståelse er derudover blevet yderligere forstærket af, at vi aldrig har modtaget et formelt krav – et påbud – der omhandler vores rolle i den afværgeindsats de har ledet. Uden et sådant påbud er det ikke tilladt for os at operere uden for vores eget område.
For at få afklaret eventuelle misforståelser er der på et nyligt afholdt møde taget initiativ til et endnu tættere samarbejde og koordinering mellem Randers Kommune og Nordic Waste. Der skal ikke herske tvivl om, at vi fra Nordic Waste rækker hånden frem og ønsker at deltage i enhver konstruktiv løsning af denne ulykkelige situation.
Vi har kun ros til overs for de dygtige mennesker, der har arbejdet effektivt og professionelt – både hverdag, weekend og helligdag – i mange dage nu. Det er meget værdsat. De effektive afværgeforanstaltninger, som er blevet iværksat de seneste uger, har derudover været dygtigt ledet af Randers Kommune.