Kollega om Flemming Leth: - Hans gennembrud var fuldstændig crazy
Over en millioner seere så med, når Flemming Leth tonede frem på DR1. Han viste meget af sig selv, men gemte de mørke minder væk.
Flemming Leth er død. Det oplyser hans familie til DR.
I 1990'er blev han allemandseje på DR1, hvor han i sit program Det' Leth viste, hvordan man fiksede stort og småt.
Hans redaktør fra dengang, nuværende vært og redaktør på TV2 Østjylland Søren Jensen, husker, hvordan det hele startede lidt med en tilfældighed.
Ja, faktisk fordi der var noget, der skulle fikses.
- Vi lavede programmet 'Rene ord for pengene', og der var altid tvivl om, hvor lange programmerne ville blive. Så vi skulle have en 'buffer', og der hev man så Flemming Leth ind.
- Han sendte live i 15-20 minutter, og så kunne man bruge hans sendinger til at få sluttidspunktet til at passe, fortæller Søren Jensen og tilføjer, at han husker Flemming Leth som en god kollega.
På trods af rollen som menneskelig polyfilla i tv-tidsplanen gik Flemming Leth hen og blev en ægte tv-darling. Hans meget direkte måde at henvende sig til seerne gik rent hjem, og hans programmer toppede med seertal på over en million.
Forinden havde han haft et succesfuldt radioprogram på det, der i dag er P4 Østjylland, men skiftet til tv åbnede helt nye døre til offentligheden.
- Hans gennembrud på tv dengang var fuldstændig crazy, fortæller Søren Jensen.
- DR havde de dårligste seertal nogensinde, mens TV 2 red på toppen af bølgen. Og så kommer Flemming Leth ind fra højre med et program, der blev produceret med ét kamera og et bøjet søm - og han lagde Danmark ned.
Søren Jensen tøver i dag ikke med at sige, at Flemming Leth skrev tv-historie med sine programmer.
Det tog dog Flemming Leth noget tid at vænne sig til, at så mange mennesker fulgte med og nu følte, at de kendte ham.
- Han elskede den der opmærksomhed. Men det kan godt trække tæppet væk under en, og det skal man lære at håndtere, siger Søren Jensen.
Arrene fra Godhavn
I løbet af de cirka ti år, de to var kolleger, oplevede Søren Jensen også andre sider af Flemming Leth. De sider, som seerne ikke fik at se.
Flemming Leth har selv fortalt om, at han som niårig blev sendt på det nu berygtede børnehjem Godhavn i København, og hvordan han forbandede stedet væk.
De oplevelser og smertelige minder, han bar med sig fra barndommen, kom lejlighedsvist til syne, fortæller Søren Jensen.
- Det var noget, der sad i ham, og ind imellem kunne det godt stikke næsen frem, at han kæmpede med noget fra fortiden. Han havde oplevet noget, som man ikke ønsker for børn og unge mennesker, siger han.
I 2019 fik Godhavnsdrengene en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S). Noget, som Flemming Leth selv havde afvist som ligegyldigt nogle få år tidligere.
- De utallige tærsk og perverse afstraffelser, som jeg har lagt krop til, forsvinder jo ikke, fordi en eller anden stiller sig op og siger undskyld. Den burde nok være faldet for mange årtier siden, sagde Flemming Leth til Ekstra Bladet i 2016.
Ifølge Søren Jensen havde Flemming Leth da også en evne til at lægge de mørke minder bag sig.
- Der var hans holdning, at det ikke kunne hjælpe noget. "Vi skal videre."
Flemming Leth blev fyret på DR i 2003 som følge af en sag brud på reklamereglerne og flyttede siden til Randers, hvor han boede resten af sit liv.
Flemming Leth blev 80 år gammel.