Kendt violinist gæster Værket
Anne-Sophie Mutter giver koncert på Værket
Lørdag d. 27. oktober gæster den verdensberømte violinist Anne-Sophie Mutter Værket i Randers sammen med TrondheimSolisterne.
Koncerten bliver ledet af Øyvind Gimse og publikum får blandt andet mulighed for at opleve Vivaldis fire årstider og André Previn - koncert for violin og strygeorkester.
Sidstnævnte værk er komponeret særligt til Anne-Sophie Mutter og TrondheimSolisterne, og får Danmarkspremiere på Værket.
Anne-Sophie Mutter fejrede i 2011 sit 35 års jubilæum som solist. Den tyske violinist har haft en helt fortryllende karriere, siden hun som kun 13-årig debuterede med Berlinfilharmonikerne.
Hun har spillet i alle de største koncertsale i Europa, Amerika og Asien med verdens bedste orkestre og dirigenter. Anne-Sophie Mutter har modtaget et væld af hædersbevisninger og Grammys, blandt andet fik hun Sonningprisen - Danmarks største musikpris i 2001.
Billetsalget til koncerten starter d. 31. januar kl. 11.00.