Har været på 17 besøg - men lavet rapporterne på bagkant
Miljøstyrelsen oplyste fredag, at Randers Kommune var forpligtet til at offentliggøre tilsynsrapporter.
Randers Kommune lavede i en periode fra marts 2021 til oktober 2023 ingen egentlige tilsynsrapporter under kommunens 17 tilsyn hos Nordic Waste.
Det skriver Berlingske, efter at Randers Kommune mandag har lagt tilsynsrapporterne op på kommunens hjemmeside.
Her fremgår det, at tilsynsrapporterne er dannet den 29. januar på baggrund af registrerede oplysninger.
Randers Kommune oplyser til Berlingske, at formalia, der er omkring tilsynsrapporter, ikke er blevet fulgt.
- Det, vi kan bekræfte, er, at rapporterne, i den form du ser dem, er lavet på bagkant, siger kommunen til mediet.
Var opmærksom på jordskred
I stedet skal de tilsynsrapporter, der netop er udkommet, være blevet stykket sammen af nogle af kommunens 17.000 siders dokumenter fra sagen. Disse dokumenter blev for flere uger siden delt på Randers Kommunes hjemmeside.
Miljøstyrelsen oplyste fredag til flere medier, at styrelsen ikke var i besiddelse af rapporterne, og at kommunen ellers er forpligtet til at offentliggøre dem.
Styrelsen oplyste desuden, at rapporterne skulle være lagt frem, senest fire måneder efter hvert enkelt tilsyn havde fundet sted.
I både en tilsynsrapport fra august og en fra september fremgår det ifølge Berlingske, at Randers Kommune var opmærksom på et jordskred.
Det handler sagen om
Nordic Waste modtager forurenet jord til rensning og kan modtage op til 1.000.000 ton jord om året. Over tid er der derfor kørt enorme mængder jord til området.
Men en del af jorden ligger oven på en tidligere lergrav, og da store mængder regn ramte i efteråret, gjorde vandet jorden tung og leret vådt. Derfor ”glider” jorden nu hen over leret.
Det vurderes, at jordskredet omfatter op mod 2,5 millioner ton jord, som bevæger sig frem over Nordic Wastes område mod Alling Å og Gammel Århusvej. Nordic Waste har derfor været nødt til at rive flere bygninger ned, før jordskredet smadrede dem.
I et forsøg på at stoppe jordskredet lavede Nordic Waste også en dæmning af hvid microfiller, der er et restprodukt fra cementproduktion. Håbet var, at et bjerg af tung microfiller kunne stoppe jordskredet, men det lykkedes ikke.
Ifølge Miljøbeskyttelsesloven er Randers Kommune som tilsynsmyndighed forpligtet til at gribe ind for at afværge forurening, og den 16. december vurderede kommunen, at det var nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.
Hvis jorden vælter ned i Alling Å og stopper vandgennemstrømningen, vil det resultere i en oversvømmelse af området syd for Nordic Waste.
Samtidig er der frygt for, at den forurenede jord og den microfiller, der blev brugt til at forsøge at stoppe jordskredet, vil skade vandkvaliteten i åen, der munder ud i Randers Fjord.
Den 19. december opgav Nordic Waste at stoppe jordskredet, da det ifølge virksomheden ikke længere var forsvarligt at opholde sig i området. Dermed overtog Randers Kommune hele indsatsen.
Kommunen forsøger at etablere en pumpeløsning, så vandet fra Alling Å pumpes forbi Nordic Waste, men arbejdet besværliggøres både af jordskredet og den regn, der er faldet de seneste uger.
Den 19. januar begærede Nordic Waste sig selv konkurs.
Kilder: Randers Kommune og Miljøstyrelsen
Kommunens rolle skal klarlægges
Regeringen har sat Kammeradvokaten til at undersøge, om ledelsen eller andre bag virksomheden Nordic Waste kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetligt for jordskreddet.
Det oplyste miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag.
Samme dag lød det fra Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, at partiet ønsker Kammeradvokatens undersøgelse udvidet, så også Randers Kommunes rolle bliver klarlagt.
Randers Kommune afholder tirsdag pressemøde om situationen ved Nordic Waste i Ølst. Her fremlægges også en juridisk redegørelse vedrørende kommunens rolle i sagen.
Hvis du vil læse tilsynsrapporterne, kan de findes her.