Har du tjek på din krop, mand?
Mænd skal under luppen i denne uge
De går ikke så ofte til lægen, lever mere usundt og bliver ikke nær så gamle som kvinderne.
Det er mændene, som i denne uge er i fokus - ikke bare i Østjylland eller Danmark, men i hele verden. Med inspiration fra USA er uge 24 dedikeret det mandlige køn og sætter fokus på sundhed og trivsel.
I Randers Kommune forsøger kommunen i samarbejde med Randers Sundhedshus at lære mændene om om motion og livsstil. Det sker gennem konkurrencer, fællesspisning og foredrag.
Det er særligt mændene i den nordlige del af Randers, som projektet retter sig mod:
- I bund og grund handler det om at have en sund livsstil, og det vil vi gerne støtte nordbyens mænd i at få. Vi kommer uden løftede pegefingre og med masser af tips og idéer til motion og sund mad, som nemt kan integreres i hverdagen, siger Iben Holbæk Lundager, som er projektleder på Tjek Dit Helbred.
Målet med ugen er blandt andet at forsøge at forebygge livsstilssygdomme.