Forældre viser opbakning til pædagoger: I betyder alt

Efter en sommer med megen tumult i Stjernehuset i Helsted har en gruppe forældre nu vist opbakning til personalet i form af skilte og bannere.

Det store banner hænger ved indgangen til Stjernehuset. Her står ord som 'Omsorg', 'Nærvær' og 'Tillid'. Foto: Privatfoto.

Det hele begyndte med en anmeldelse af en pædagogmedhjælper i børnehaven Stjernehuset tilbage i april måned. Og i starten af juli var der et ekstraordinært byrådsmøde i Randers Kommune, som for alvor gav sagen opmærksomhed.

Snart begynder hverdagen for alvor igen efter en lang sommerferie, og både børn og personale skal gerne møde ind til ny positiv energi, synes en gruppe af forældre.  

Læs også Forældre råber politikere op: - Vi vil vide, hvad der sker i Stjernehuset

Efter skandalen i Stjernehuset har flere forældre angiveligt valgt at melde sine børn ud af institutionen. Og den tilbagevendende negative opmærksomhed på Stjernehuset har nu givet anledning til, at en større gruppe af forældre har hængt skilte og bannere op med opløftende tekster.

Min frygt er, at vi ikke har noget fast personale dernede.

Christian Ipsen, far, Stjernehuset

- Det er udelukkende for at støtte de kære pædagoger på denne her dag. Vi har hele tiden haft tillid til pædagogerne i Stjernehuset, forklarer Christian Ipsen, som er far til en søn i Stjernehuset til TV2 ØSTJYLLAND.

Han har sammen med blandt andre Maria Fonseca, som er mor til et barn i Stjernehuset, udarbejdet de bannere, som nu hænger ved Stjernehuset.

Der hænger fire skilte rundt ved legepladsen i Stjernehuset. 

- Det hele handler om, at der offentligt er en kritik af de ansattes opførsel i denne her sag. Det er for at vise, at de begrundelser, som andre forældre har givet for at flytte deres børn, dem er vi ikke enige i, fortæller Maria Fonseca.

Ro i maven

På skiltene står der blandt andet, at personalet ’betyder alt for børnene’ og at personalet ’er trygheden i Stjernehuset’.

Hverken hos Christian Ipsen eller Maria Fonseca er der nogen utryghed at spore.

Det er for at vise, at de begrundelser, som andre forældre har givet for at flytte deres børn, dem er vi ikke enige i.

Maria Fonseca, mor, Stjernehuset

- Nogle forældre er utrygge, og det kan man jo godt forstå, og den utilfredshed med Stjernehusets personale, den har de gjort noget ved og flyttet deres børn. Men vi er en stor gruppe, der har et andet syn på det. Vi afleverer vores børn med ro i maven, fortæller Maria Fonseca.

For forældregruppen handler det også om, at de gerne se institutionen fortsætte som før.

- Jeg håber, at vi kan holde på personalet, så de ikke begynder at flytte. Min frygt er, at vi ikke har noget fast personale dernede. Det er så god en personalegruppe, der har været professionelle i hele det her forløb, udtaler Christian Ipsen.

Forældrene har også pyntet lidt op indenfor. På hjerterne viser forældregruppen ligeledes taknemlighed. Privatfoto. 

Maria Fonseca mener ligeledes, at den faste personalegruppe er en nødvendighed for både børn og forældres tryghed i børnehaven.

- Det hele handler om vores børn, og hvis det faste personale forsvinder, så går det ud over vores børn. Trygheden for børnene er det personale, de kender, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Handler ikke om politik

Ifølge Christian Ipsen har personalet reageret positivt på de skilte, der hænger rundt om ved Stjernehuset.

- Der kom noget personale ud, der var dybt berørte med tåre i øjnene, og de takkede os.

Læs også Politiker: Randers Kommune har fejlet i Stjernehuset-sag

Selvom man kunne foranlediges til at tro, at disse skilte har en politisk antydning, så kan Christian Ipsen forsikre om, at det på intet tidspunkt har været grundlaget.

- Der er ingen politik i det her. Det handler om, at det er verdens bedste personale.