Forældre i dialog om friskole
Lukket folkeskole giver anledning til at stifte en friskole i Vorup
Når fem folkeskoler i Randers Kommune lukker efter sommerferien, ser mindst én af dem ud til at genopstå som friskole.
Det er i hvert fald planerne, som en forældregruppe bag Vorup Skole arbejder på at føre ud i livet.
Se også: Friskoler kan være på vej
Forældrene har allerede oprettet hjemmesiden vorupfriskole.dk og er lige nu på udkig efter egnede lokaler.
Egentlig vil de gerne overtage de nuværende skolelokaler af Randers Kommune, men indtil videre er der ikke sket meget på den front, fortæller Peter Møller, som er en del af forældregruppen:
- Vi har lagt op til, at vi ligesom kunne komme i dialog omkring friskolemulighederne her på Vorup Skole. Det har vi ikke fået noget respons på. Det er gået stille hen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvis forældrene ikke får lov til enten at leje eller købe den nuværende Vorup Skole, kan de være tvunget til at tænke i alternativer. Allerede nu er de blandt andet i dialog med et nærliggende fritidshjem.
Ifølge Peter Møller er der stor opbakning blandt forældrene til planerne om en friskole. Fordelen med en friskole er, at eleverne på den måde får mulighed for at gå på den samme skole fra i 0. til 9. klasse:
- Vi synes, det skoletilbud, der kommer for Randers Syd er et meget splittet skoletilbud. De yngste elever, der går på Vorup Skole nu, de kan komme til at gå på op mod fire forskellige skoler i det forløb, kommunen tilbyder, siger Peter Møller.
Økonomien bag Vorup Friskole mangler stadig at komme på plads. Skolen kan på grund af en overskredet deadline ikke modtage statstilskud det første år.
Vorup Skole er en ud af fem folkeskoler i Randers Kommune, som et flertal i byrådet har besluttet af lukke som en del af et skoleforlig.
Du kan høre om friskoleplanerne og dialogen med Randers Kommune i videoen øverst i artiklen.