Eventchef: Succesfuld uge
Den 39. udgave af 'Randers Ugen' forløb godt, mener arrangør
I weekenden sluttede dette års Randers Ugen, og den blev en succes, mener Mette Bertelsen, der er eventchef for arrangementet.
Hun fremhæver især randrusianernes engagement i de cirka 500 forskellige events rundt om i byen de seneste dage.
- Randers Ugen er forløbet godt, og det har været positivt. Vi har oplevet, at randrusianerne har taget ugen til sig og været aktive. Der har været en bevægelse de senere år, og den er kommet til udtryk i år, siger Mette Bertelsen.
En af udfordringer har været, hvordan arrangørerne har kunnet holde fast i det traditionelle og samtidig skabe noget nyt.
- Der har været musik og teater rundt om på pladser og torve. Byen er virkelig blevet iscenesat, og man har fornemmet et andet liv end det i dagligdagen. Det handler om at trække tingene væk fra de vante rammer og ud i gaderne, siger Mette Bertelsen.
Hun glæder sig også meget over, at Randers Ugen ikke kun har handlet om fest og fadøl.
- Der har været en god mangfoldighed i programmet og kvalitet i arrangementerne, siger Mette Bertelsen.
Se: Randers Ugen er ikke kun fadøl
Hun mener, at det er lykkes at have flere arrangementer, hvor man har skabt platforme for et samarbejde, der kan strække sig videre og fortsætte på den anden side af Randers Ugen.
-Gourmet i Galleriet er et af dem. Vi vil gerne være med til at skabe platforme til at iscenesætte byen, og arrangementer, der har tiltrækningskraft ud over Randers Ugen. Det er den retning, vi bevæger os i, siger Mette Bertelsen.
Hun fortæller, at der i det kommende år skal arbejde med at udbygge tilbuddene til de unge i alderen 16-25 år.
- Her har vi måske lidt en udfordring, og det er noget, vi skal arbejde med, så det kan blive forbedret til næste år. Vi skal skabe flere ting, der er relevante for dem, siger Mette Bertelsen.