Endelig er der godt nyt for Aske
Efter lang tids tovtrækkeri har Cathrine Rasmussen endelig fået kommunens ord for, at hendes hjerneskadede dreng er i målgruppen for børn, der har brug for særlig støtte.
Aske på 21 måneder blev født ti uger for tidligt og fik blødninger i hjernen, som forårsagede en betydelig hjerneskade og gør, at han ikke udvikler sig alderssvarende.
Alligevel har Randers Kommune afvist at give familien den hjælp, som familien mener, at den i følge loven har ret til.
Kommunen har hidtil fastholdt, at Aske skal tilbydes et almindeligt dagtilbud.
Men nu ser det ud til, at Randers Kommune er vendt på en tallerken og har sagt god for, at Aske er i målgruppen for børn, der har brug for særlig støtte.
Det sker efter ti måneders tovtrækkeri, hvor Askes mor, Cathrine Rasmussen, har kæmpet for den besked, som nu er tikket ind.
- Jeg har ikke så mange pæne ting at sige. Det har været enormt opslidende, siger Cathrine Rasmussen.
Randers Kommune havde i første omgang vurderet, at Aske ikke har noget "betydeligt og varigt" handicap og altså tilbudt ham en plads i et almindeligt dagtilbud. I sin genvurdering tilbød kommunen så familien en dobbeltplads i en dagpleje, men det var heller ikke den rigtige løsning ifølge Cathrine Rasmussen.
Læs også
Derfor klagede familien over afgørelsen til Ankestyrelsen, der er den øverste klageinstans.
- Jeg vil jo bare det bedste for min søn. Og jeg arbejder hårdt for det og gør det gerne, men jeg havde håbet på noget andet, siger Cathrine Rasmussen.
Ifølge hende er tilbuddet om en dobbeltplads ikke andet end en spareøvelse fra kommunens side.
- Hvis de kan få ham ind under en dobbeltplads, vil det koste dem halvt så mange penge, siger moren.
Hun har hele tiden ment, at Aske skulle have særlig støtte efter servicelovens §32, og det har hun nu endelig fået kommunens ord for. Den har nemlig ændret sin afgørelse, inden afgørelsen fra Ankestyrelsens er kommet.
- Det er virkelig dejligt. Virkelig dejligt, siger hun efter at have læst beskeden.
Kan ikke gå
Som næsten to-årig kan Aske stadig ikke gå, da han har spastiske lammelser i benene, og det er en af morens største bekymringer.
- Der er ikke blevet taget hånd om det på den rigtige måde. Jeg har gjort mit allerbedste, og jeg har spurgt til råds og læst og gjort ved, men jeg er ikke professionel eller fagperson, og jeg kan ikke vide, om det, jeg gør, er rigtigt, siger hun.
Randers Kommune udtaler sig ikke om konkrete detaljer i personsager og har ikke ønsket at stille op til interview, men sendt et skriftlig svar.
- Jeg kan godt forstå oplevelsen af, at Randers Kommune kunne være kommet frem til en ny beslutning tidligere i processen. Forvaltningen kan afvise, at tidligere målgruppevurdering eller den nuværende proces, er økonomisk motiveret. Det er altid barnets muligheder for udvikling og trivsel, der er i fokus, som lovgivningen også tilsiger, ligesom vi også altid iagttager et proportionalitetsprincip, siger dagtilbudschef Lars Lynghøj i det skriftlige svar.
Læs hele Randers Kommunes svar her.
Lars Lynghøj, dagtilbudschef, siger i et skriftligt svar:
"Af principielle årsager udtaler vi os ikke om konkrete detaljer i sager om personer.
Det jeg kan sige er, at Randers Kommune har valgt ikke at afvente Ankestyrelsens behandling af sagen, men har været i gang med en fornyet vurdering af hvilken målgruppe Aske i dag tilhører. Det betyder, at der er kørt en normal proces med foretagelse af nye observationer, dialog med forældre og et visitationsudvalg som vurderer alle sagens akter. Udviklingen for små børn går stærkt, og derfor skal et Visitationsudvalg kunne genvurdere og ændre en målgruppevurdering, såfremt nye forhold og den samlede faglige vurdering tilsiger det.
Den nye visitationsproces inklusiv observationer, dialog og faglig vurdering har taget ca. 3 uger. En målgruppevurdering og et barns behov kan sagtens ændres over tid, sådan som det er sket her.
Det er korrekt, at en vurdering omkring §32a, relateret til hjemmetræning, ligger hos en anden faglighed i kommunen – nemlig hos socialforvaltningen. Af samme årsag kan jeg oplyse, at vi i den konkrete situation inviterer forældre til møde, hvor begge forvaltninger vil deltage. Her er vi opmærksomme på, at der både kan ske tiltag på kort og på lang sigt.
Jeg kan godt forstå oplevelsen af, at Randers Kommune kunne være kommet frem til en ny beslutning tidligere i processen. Forvaltningen kan afvise, at tidligere målgruppevurdering eller den nuværende proces, er økonomisk motiveret. Det er altid barnets muligheder for udvikling og trivsel, der er i fokus, som lovgivningen også tilsiger, ligesom vi også altid iagttager et proportionalitetsprincip.
Vi ser frem til at tage en videre dialog med forældrene i forhold til, hvordan vi samarbejder om den understøttelse som der skal tilbydes Aske og forældre."
En læge, der har fulgt Askes udvikling med jævnlige undersøgelser på Neuropædiatrisk Ambulatorium på Regionshospital Randers, har tidligere skrevet, at Askes for tidlige fødsel har gjort, at lunger, tarme og hjerne ikke var færdigudviklede, og at blødninger i begge sider af hjernen har givet ham et "invaliderende, indgribende og permanent handicap".
Den skrivelse er også tidligere sendt til Randers Kommune, der alligevel fastholdt sin afgørelse.