Ekspert forklarer: Sådan kan drabsmænd leve med mord på samvittigheden
Det er ikke min skyld, men offerets. Sådan fortæller flere mordere sig selv, så de kan leve videre uden skyld.
Identiteten på gerningsmanden bag drabet på Hanne With har i årtier været en velbevaret hemmelighed.
Men hvordan lever man med et mord på samvittigheden? For nogle er det overraskende nemt, fortæller psykolog Florence McLean, der har forsket og undersøgt flere end 100 seriemordere i USA.
- Da de begik drabet, fandt de ud af, at de følte sig mægtige. Det med at styre liv og død, det kan give en følelse af at kunne styre og overvinde alt, siger hun.
- Nogle gange kan morderen bruge den fornemmelse resten af sit liv. ”Jeg ved, at hvis jeg vil, så kan jeg slå dig ihjel, så du skal ikke komme her og mess around with me".
Det er dog ikke alle, der har nok i den følelse.
Faktisk er der stor sandsynlighed for, at gerningsmanden har delt sin ugerning med folk i sin omgangskreds - helt uden de var klar over det.
Taler over sig og gemmer avisudklip
Morderen søger en reaktion og en måde at håndtere deres oplevelse på, fortæller Florence McLean.
- Det første, der sker, når de har begået mordet, er, at de er oppe at køre og måske nervøse og bange for at blive opdaget. Men mennesker er samtidig skabt på en måde, så vi har brug for at dele, siger psykologen.
Ifølge hende gælder det også gerningsmænd.
- Især i starten kan der være det, man kalder spill over, hvor de kommer til at sige noget. Ikke nødvendigvis, at de har begået mordet, men de kan tale om det på en anden måde ved at sige: "hvis det var mig, så havde jeg..." eller hvis vi nu gjorde det...", siger Florence McLean.
Psykologen har set flere eksempler på mordere, der selv melder sig som et vidne, tegner, skriver lange historier eller gemmer avisudklip om drabet for at være tæt på sagen.
Det er en måde, morderen deler og bearbejder sin oplevelse, så de kan leve videre. For det betyder noget at tage et andet menneskes liv. Det kan ikke undgås, fortæller Florence McLean.
Der er dog sjældent regler uden undtagelser.
Giver offeret skylden
Mens et mord kan veje tungt på samvittigheden hos nogle, er der også mange, der lever videre som om intet var hændt, fortæller psykologen.
- De har næsten altid en forklaring, hvor de giver offeret skylden. "Hvis hun ikke havde gjort sådan, så havde jeg ikke gjort det. Det er ikke min skyld". Alt bliver lagt over på offeret, siger hun.
Når man siger det, ser de fleste et monster for sig. Men det er en myte, som psykologen gerne vil aflive.
- Vi forestiller os, at det er en klam type i en kælder. De er der selvfølgelig også, men de fleste er almindelige mennesker med arbejde, kone og børn. De har haft almindelige liv, haft gode jobs. De har fragmenteret mordet væk fra deres liv, siger Florence McLean.
Selvom hun har studeret mordere siden 1997, er det stadig et mysterie, hvordan nogle mennesker kan begå drab og fortsætte som om, intet var hændt.
Om det er tilfældet for Hanne Withs morder, kan psykologen ikke sige noget om.
Kvinden, der var prostitueret, blev nytårsnat 1990 fundet dræbt af adskillige knivstik i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro i København.
Onsdag kunne Københavns Politi dog fortælle, at man havde anholdt en 53-årig mand fra Randers i sagen. Ikke, fordi han havde talt over sig, men en slægtskabssøgning i DNA-registret gav politiet et gennembrud i sagen.
Den sigtede mand blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet.