Chauffører hopper bag rattet: Nu kører busserne i Randers igen
Buschaufførerne i Randers har valgt at gå tilbage i arbejde, og bybusserne kommer snarest på vejene igen
Efter i knap to dage at have holdt stille grundet en faglig strid kommer de gule bybusser i Randers nu igen ud at køre.
Det bekræfter transportgruppeformand hos 3F i Randers Jens Laursen over for TV2 ØSTJYLLAND.
- Chaufførerne har lige besluttet sig for at gå i arbejde igen. Vi fortsætter forhandlingerne med Nobina på mandag, og jeg er optimist. Indtil da er advarslen til tillidsmanden suspenderet, siger Jens Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Chaufførerne valgte onsdag at nedlægge arbejdet, fordi de var utilfredse med arbejdsgiveren Nobina. Det er blandt andet en advarsel til en tillidsmand og manglende fastansættelse af to afløsere, der fik de ansatte til at sætte busserne i garagen.
Under arbejdsnedlæggelsen er der kommet mange støttende ord til chaufførerne på de sociale medier.
Takker for opbakningen
- Buschaufførerne vil gerne udtrykke deres tak for alle de støtteerklæringer, de har modtaget fra kunderne, samt naturligvis beklage den ulejlighed der har været i forbindelse med deres arbejdskamp. Nu glæder de sig til at betjene kunderne igen, lyder det fra 3F i Randers.
Busserne vil formentlig køre med en del forsinkelser, indtil situationen er normaliseret.
- Vi forventer, at vi inden for en time er oppe i normal drift igen. Nu skal chaufførerne lige ordentlig i gang igen, siger leder af trafikservice hos Midttrafik, Martin Tams, til TV2 ØSTJYLLAND.
De rejsende, der har misset bussen den seneste tid grundet arbejdsnedlæggelsen, kan ikke se frem til en kompensation.
- I den slags tilfælde, hvor vi ikke selv er herre over situationen, er der ikke kompensation til kunderne, siger Martin Tams.