Billigere varme fra små værker
Hjælp til de dyre varmeværker
Der er udsigt til billigere varmregningerne til kunderne hos landets 30 dyreste barmarksværker. De små naturgasfyrede kraftvarmeværker ligger ofte i tyndt befolkede områder, og de har i årevis kæmpet med tårnhøje varmepriser.
Nu er der hjælp på vej, for fredag vil regeringen komme med et nyt energiudspil. Det oplyser DR Østjylland.
I Østjylland er varmeværkerne i Mellerup og Gassum/Hvidsten ved Randers med på listen over værker, der skal have hjælp. Nogle af værkernes kunder har hidtil måtte betale over 40.000 kroner om året for varme.
- Der skal være bedre mulighed for frit brændselsvalg. Det vil sænke prisen for forbrugerne markant, så det er et stort skridt i den rigtige retning, siger medlem af Folketingets Klima- og Energiudvalg, socialdemokraten Jens Joel.
Hidtil har landets 70 barmarkssværker været tvunget til at fyre med naturgas, og det har været en dyr løsning for varmeforbrugerne.
- Varmeregningen er simpelthen for stor for nogle forbrugere, fordi de er uheldige at bo et sted, hvor de er tilsluttet de dyre værker, siger Jens Joel.
Regeringens energiudspil lægger op til, at der skal laves en individuel plan for hvert enkelt af de dyre barmarksværker, men forbrugerne skal ikke glæde sig for tidligt.
- Vi fremlægger en ambitiøs plan, som skal forhandles i Folketinget, og så det er op til de partier, vi skal forhandle med, hvornår aftalen er på plads, men den har høj prioritet hos os, siger Jens Joel. Han forventer, at aftalen er forhandlet på plads inden jul.
Et af de barmarksværker, der ser frem til at kunne fyre med andet end naturgas, er Gassum/Hvidsten ved Randers.
- Der er ingen tvivl om, at det er rigtigt at give os lov til at bruge billigere brændsel. Vi har efterspurgt det i årevis, siger formand Tom Svendsen.
Tom Svendsen forventer, at et frit brændselsvalg vil betyde, at forbrugernes varmeregninger falder med en trediedel.