Bilist faldt i søvn bag rattet

Varebil væltede om på siden

Foto: Colourbox

Det er klogt at være udsovet, inden man sætter sig bag rattet i en bil.

Det måtte en 42-årig mand sande, efter at han torsdag faldt i søvn, mens han kom kørende ad Hammelvej ved Randers.

Efter at være faldet i søvn kørte mandens bil ifølge Østjyllands Politi over i den modsatte kørebane, hvor den ramte en modkørende varebil.

Varebilen blev ramt på venstre side, trillede nogle meter på to hjul, hvorefter den lagde sig på højre side i kanten af vejen.

Den 42-årige bilist vågnede sandsynligvis brat op af sin søvn, da han påkørte den modkørende varebil. Hverken han eller den 49-årige fører af varebilen kom dog til skade.