Basketball og øl går sammen

Randers Cimbria samarbejder med bryggeri

Randers Cimbria skal tjene penge på mere end bare basketball. Det kan nemlig være svært at få økonomien til at hænge sammen, når det hele handler om sportslige resultater.

Derfor offentliggør klubben i dag et samarbejde med bryggeriet Carlsberg, som skal være med til at sikre klubbens indtægter - også i fremtiden.

Samarbejdet handler om, at Randers Cimbria og Carlsberg skal hjælpe hinanden med promovering gennem forskellige former for events og koncerter.

Carlsberg har derfor ikke betalt et decideret sponsoreret til klubben, men derimod skrevet under på en treårig kontrakt, som Randers Cimbria har store forventninger til:

- Vi skal have flere ben at stå på, så vores indtægtskilde ikke kun afhænger af vores resultater, siger administrerende direktør Katja Gaard Jønsson til TV 2 | ØSTJYLLAND og uddyber:

- Det skal være sådan, at vi for eksempel godt kan tjene penge på en Thomas Helmig-koncert, selvom vi taber til Bakken Bears.

Første gang, at samarbejdet skal stå sin prøve, er den 9. oktober, hvor Randers Cimbria møder Bakken Bears i sæsonens første hjemmekamp.

Her er målet, at basketballklubben og bryggerigiganten skal sørge for, at 2.000 tilskuere møder op til kampen.