Akut indsats: Må grave nye bassiner uden tilladelser
Randers Kommune er nødt til at grave nye bassiner i en forstad til Randers, fordi mængden af potentielt forurenet regnvand fortsætter med at stige.
Der er så stort pres på de bassiner, hvor der opbevares overfladevand fra Nordic Waste, at Randers Kommune nu er nødt til at oprette et nyt, stort bassin i et industriområde i Assentoft.
Det oplyser Randers Kommune i en orientering til byrådet, som TV2 Østjylland har modtaget.
Heri kan man læse:
- De store nedbørsmængder har medført, at Vandmiljø Randers’ bassiner er ved at være fyldt helt op. Samtidig er kapaciteten på selve skadestedet nu så hårdt presset, at der er en stor sårbarhed i forhold til, at kapaciteten til at rumme overfladevand overskrides, og at urent overfladevand og opdæmmet å-vand blandes – eller at overfladevandet løber direkte i Alling Å, skriver forvaltningen til byrådet.
De frygter med andre ord, at forurenet vand, der er løbet gennem jord fra Nordic Waste, ender i Alling Å.
Kan ikke vente på tilladelser
I forvejen har Randers Kommune lavet bassiner ved Nordic Waste og andre steder i kommunen. Her opbevares overfladevand, der er løbet gennem den potentielt forurenede jord fra Nordic Waste, indtil der er kapacitet til at rense det.
Udgravningen til det nye bassin begynder allerede onsdag på Virkevangen i Assentoft. I første omgang laver man et bassin på 10.000 kubikmeter - på sigt skal der laves bassiner, der kan opbevare 50.000 kubikmeter.
Bassinerne kræver flere myndighedstilladelser, men dem har man ikke tid til at vente på, kan man læse i orienteringen.
- Pga den akutte afværgeindsats vil blive meddelt efterfølgende og ikke inden bassinet etableres. Anvendelsen af arealet er midlertidig i maksimalt 2-3 år, skriver forvaltningen.