564 personer reddet i land
Langt flere blev hjulpet af østjysk skibsfører
Det var ikke bare 300 flygtninge, som i fredags blev reddet fra at drukne i Middelhavet.
De nyeste tal fra de italienske myndigheder viser, at der helt præcis befandt sig 564 personer ombord på fiskerbåden, som skibsfører Peter Sams og hans besætning fik reddet. Et tal, som er langt større end først antaget:
- 564 siger italienerne. 442 mænd, 53 kvinder og 69 børn, skriver Peter Sams på sin Facebook-profil.
Peter Sams fra Randers og besætningen på den danskejede olietanker TORM Lotte fik fredag middag et nødopkald fra Italien om, at der befandt sig et større antal flygtninge i Middelhavet.
LÆS OGSÅ: Skib redder 30 flygtninge
Det fik den østjyske skibsfører til at vende snuden på skibet om. I stedet for at tage den planlagte rute til Tunesien, sejlede skibet hen og fik reddet de mange flygtninge.
Flygtningene blev sent i går eftermiddag sat i land i Messina på Sicilien, hvor de nu er i de italienske myndigheders varetægt.
Til TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte Peter Sams søndag, at det havde været tre hårde døgn med redningsaktion og efterfølgende med at tage sig af de mange flygtninge.