18-årige Ali går mod strømmen: Bevæger sig ind i udsat erhverv

Selvom flere og flere fysiske butikker må dreje nøglen om, så får det ikke Ali Cetin til at droppe sin drøm. Nu har han åbnet en tøjbutik i Randers.

02:03

VIDEO: Ali Cetin har længe drømt om at få sin egen tøjbutik, og nu skal det vise sig, hvordan det kommer til at gå.

- Nu skal vi gå all in på det her, og så må vi se, hvad der sker senere, lyder det fra 18-årige Ali Cetin, da vi møder ham i hans nyåbnede tøjbutik i Randers midtby. 

Ved siden AC Fashion, som butikken hedder, ligger der tre tomme lokaler, fordi andre forretninger er lukkede. Det er nemlig ikke bare sådan at drive en fysisk butik længere - blandt andet på grund af internethandlen. 

Læs også Butiksejer i opråb mod nethandel: Støt vores butik nu, ellers lukker vi

Men det er heldigvis ikke noget, som skræmmer den unge mand. 

- Selvfølgelig er man jo lidt bange for, at det kan gå galt, men som det ser ud lige nu, så tror jeg, det går, siger Ali Cetin til TV2 ØSTJYLLAND.

Allerede næste år regner Ali Cetin med at oprette en webshop og lancere sit helt eget mærke.

Har drømt om sin egen butik længe   

Ali Cetin er opvokset i Randers, og siden han var omkring 14 år, har han gået med drømmen om at starte sin egen butik. 

- Jeg har altid haft interesse for tøj, og da jeg så blev 18 år og ligesom selv kunne lave et eller andet, så tænkte jeg, at det skulle være nu, siger han.

Læs også Carsten er træt af kanel i byen: - En bonderøvs-tradition, der er stukket af

Men det er ikke uden omkostninger at starte en butik. Sidste år startede han på handelsskole, men for ikke at gøre noget halvt, så har han valgt at sætte uddannelsen på pause. 

Ambitionerne er store 

Og han har et stærkt bagland. For selvom det er et udsat erhverv, som han har bevæget sig ind i, så har Ali Cetin hans families fulde opbakning. 

- Vi har holdt ham tilbage og sagt, at nu skulle han lige blive lidt ældre og vente lidt men her til sidst, der syntes vi, at han er klar. Og så har vi aftalt, at så snart det går godt, så skal han i gang med skolen igen, siger hans far Erhan Cetin, der selv har været selvstændig i byen i 25 år, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Jeg ved, at med tiden så kommer der flere AC Fashion-butikker rundt omkring.

Ali Cetin, ejer, AC Fashion, Randers

Og planerne og ambitionerne hos den unge butiksejer er da også kæmpe store – både i Randers og udenfor byen. 

- Jeg ved, at med tiden så kommer der flere AC Fashion-butikker rundt omkring, så det er det, der er fremtidsplanerne, siger Ali Cetin. 

Læs også Rotterne vrimler frem: Her er tre lette råd til at undgå plagen

Ali Cetins far er en god støtte for ham. Han har selv været selvstændig i 25 år, så han ved, hvad det drejer sig om.