Randers FC henter ombejlet angriber hos ligakonkurrenter
Randers FC har offentliggjort, at de henter angriberen Alhaji Kamara fra ligakonkurrenterne Vendsyssel FF.
Randers FC er i fuld gang med at forberede sig til næste sæson, selvom den nuværende ikke er færdigspillet.
Læs også
Nu har klubben hentet den 25-årige sierraleonske angriber Alhaji Kamara fra Vendsyssel FF, hvis kontrakt udløber efter indeværende sæson.
- Han er en hurtig, arbejdsom og kropsstærk angriber, som også ved, hvor målet står. Det så vi på Cepheus Park Randers, hvor han krydrede en god indsats med et flot hovedstødsmål, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til Randers FC´s hjemmeside.
I alt er det blevet til otte kampe i Superligaen for Kamara i Vendsyssel FF her i foråret, hvor han har scoret fire mål, siden han kom til klubben i vinterpausen.
- Han er en angribertype, vi ikke har i truppen i forvejen, så vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at få ham til Randers, fortæller Søren Pedersen til Randers FC´s hjemmeside.
Alhaji Kamara har på det seneste været rygtet til andre klubber, men nu er det officielt, at angriberen efter sæsonen skal skifte hjemmebanen på Nord Energi Arena i Hjørring ud med Cepheus Park i Randers.
- Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang i Randers FC. Nu har jeg været i Danmark i nogle måneder og fået et indblik i niveauet i Superligaen, som gør at jeg ved, hvordan de forskellige klubber spiller. Jeg ser mig selv passe rigtigt godt ind i Randers FC’s spillestil. Det er et skridt op for mig, siger Alhaji Kamara til klubbens hjemmeside.
Spillerfakta:
Navn: Alhaji Kamara
Fødselsdato: 16. april 1994
Position: Angriber
Tidl. Klubber: FC Kallon, Djurgården IF (6 kampe/0 mål), IFK Norrköping (48/21), D.C. United (10/1), Al-Taawoun (14/5), FC Sheriff Tiraspol (22/9), Vendsyssel FF (9/4)
Landskampe/mål: 4/1 for Sierra Leone
Alhaji Kamara og Randers FC har skrevet kontrakt for de kommende tre sæsoner.