Randers FC drager til Kina med ungdomsspillere
Superligaklubben Randers FC skal i januar kigge nærmere på mulighederne for et kinesisk ungdomssamarbejde
Der bliver ingen træningslejr under varme himmelstrøg for Randers FCs Superliga-spillere i år, men klubben sender alligevel spillere til udlandet her til vinter.
Læs også
16 ungdomsspillere med seks Randers FC-ledere rejser på tirsdag en uge til Kina.
Her skal de besøge skoler i tre forskellige byer, deltage i fodboldfestivaler og spille opvisningskampe i provinsen Guangdong.
- Det er ikke noget, vi ligefrem har prøvet før, så det er vildt spændende. Det er arrangeret igennem nogle herboende kinesiske kontakter, der uopfordret har henvendt sig til os, og det har været undervejs i et års tid. Så vi mener, der er seriøsitet og substans i det her projekt, siger projektchef i Randers FC, Jesper Hansen, i en pressemeddelelse.
God forretningsmæssig mulighed
- Nu tager vi ned og sonderer terrænet, får mødt en masse spændende mennesker og må så se, hvad det kan udvikle sig til på sigt. Det vi håber på er selvfølgelig, at vi kan kapitalisere på vores viden og know-how om såvel græsrodsfodbold som talentudvikling, fortsætter han.
Det er en blanding af U17- og U19-ligaspillere samt målmand Jonas Dakir fra Superliga-truppen, der skal afsted på turen til Kina.
Derudover skal administrerende direktør Henrik Jørgensen, talentchef Peter Elstrup samt to trænere fra talentsektoren og en fysioterapeut med.
- Kina er et kæmpemarked og har jo utroligt store ambitioner på det fodboldmæssige plan. Derfor ser vi jo det som en god forretningsmæssig mulighed for os på sigt. De tre byer, vi skal besøge er måske ikke de største i Kina, men det er altså stadig millionbyer og byer med indbyggertal på samlet set 6,7 millioner. Derfor giver det god mening for os at lave den her investering, som faktisk mere er i tid end penge, siger administrerende direktør Henrik Jørgensen.